25.11.2016
Blogindlæg

Er Danmark virkelig dårligere til ligestilling end Burundi?

Danmark ligger ifølge den årlige Gender Gap Report under Rwanda og Burundi i ligestilling. Men kan det nu have sin rigtighed, spørger Karen Sjørup. Nej, svarer hun, men derfor kan regeringen jo godt tage sig sammen.

Af Karen Sjørup
For et par uger siden offentliggjordes Den årlige Gender Gap Report fra World Economic Forum og som tidligere år fremhævedes det, at Danmark endnu en gang var rykket nogle pladser tilbage i ligestilling, bagefter lande som fx Burundi. Philippinerne og Rwanda. Danmark indtager således en flov 19. plads, Rwanda en 5. plads, Philippinerne en 7. plads og Burundi en 12. plads, mens de øvrige nordiske lande ligger i den absolutte top.

Men kan det nu have sin rigtighed, og hvad er det, man måler?

Man måler bl.a. kvinders aktivitet på arbejdsmarkedet og finder her, at blandt kvinderne i Burundi er 86 pct i beskæftigelse og blandt mændene kun 83 pct, mens det i Danmark er 75 pct blandt kvinderne og 81 pct blandt mændene, som var i beskæftigelse. Altså er gender gap'et væsentligt større i Danmark end i Burundi, hvor kvindernes beskæftigelse altså er større end mændenes.

Men hvis man samtidig ser på kvindernes indtjeningsevne, så tjener de Burundiske kvinder i gennemsnit 667$ årligt, altså omkring 10 kr om dagen, mens de danske kvinder i gennemsnit tjener 36.500$ per år. Men samtidig udgør kvindernes indtægt i Burundi i forhold til mændenes 78 pct, mens de danske kvinders indtægt kun udgør 73 pct af mændenes. Og dermed er gender gap'et højest i Danmark. Men det er jo et helt tåbeligt mål, når den grundlæggende forskel er så stor, at man som kvinde i Burundi ikke nær kan forsørge sig selv for sin officielle indtægt, mens det modsatte gør sig gældende for de fleste danske kvinder. Kvinderne i Burundi føder også i gennemsnit 6 børn, mens danske kvinder føder knap 2.

Ligesom den lavere beskæftigelse for danske kvinder også hænger sammen med, at de uddanner sig langt mere og længere end de burundiske, i gennemsnit holder knap et års barselsorlov med hvert barn og ofte arbejder på nedsat tid. Den gennemsnitlige danske kvinde arbejder således 35 timer om ugen, mens den gennemsnitlige mand arbejder godt 39 timer. Og jeg tror faktisk, at det for mange unge danske kvinder med børn sagtens kan forenes med et ligestillet parforhold, at de måske holder en halv dag fri om ugen, selv om mange sikkert gerne så, at manden gjorde det samme. Men statistisk modarbejder disse kvinder altså ligestillingen.

Et tilsvarende helt afsindigt eksempel er det, som kaldes " healthy life expectance", altså hvor mange år man kan forvente at leve sundt. Her lever de danske kvinder "sundt" i 71 år, mens de danske mænd lever sundt i 69 år. I Burundi er det samme mål 49 år for kvinder og 47 år for mænd. Men her klarer Burundi altså også gender gap testen bedre end Danmark, fordi der kun er 2 års forskel i kvindernes favør mens der er 3 års forskel i Danmark, altså 22 sunde leveår ekstra er ligestillingsmæssigt dårligere, fordi mændene ikke lever sundt så længe, men dog meget længere end de burundiske mænd.

Det kunne jo modsat også være, at kvindernes højere uddannelse og bedre adgang til sundhedsfremmende foranstaltninger kunne ses som et udtryk for ligestilling. Dermed er begrebet om sunde leveår jo også et yderst usikkert måleinstrument. For opfatter man det samme ved et sundt liv i Danmark og i Burundi. En dansk kvinde med fx diabetes vil jo kunne leve velmedicineret ganske normalt, mens adgangen til medicin ikke vil være den samme i Burundi, og hun derfor ikke ville kunne leve et normalt liv, eller leve overhovedet. Samtidig vil den danske kvinde måske ikke selv finde, at hun lever et sundt liv, trods en velmedicineret kronisk sygdom.

Det er naturligvis nemt at afvise rapporten og dens absurditeter, hvis man sammenligner med et udviklingsland som Burundi, et land med krige og voldelige konflikter gennem mange år, med det relativt fredelige Danmark. Men det er vel ideen med en sådan rapport, at man ønsker at måle ligestilling på tværs af kulturer og dermed også skose nogle lande for deres manglende evne til at lukke kønsgabet.

Hvis man sammenligner Danmark med de øvrige nordiske lande, som alle scorer højt, finder man to væsentlige forskelle. Den ene, at man mener, at danske kvinder er mindre aktive på arbejdsmarkedet end kvinder i de øvrige nordiske lande, dette især fordi 41 pct af de danske kvinder ifølge rapporten arbejder deltids. Jeg vil hævde, med udgangspunkt i flere EU-projekter, jeg har deltaget, at denne tilsyneladende forskel beror på endnu en målefejl, nemlig at man regner alle kvinder, som arbejder mindre end 37 timer om ugen, som deltidsarbejdende. Tilsvarende angiver rapporten også, at danske kvinder kun tjener 73 pct af hvad mændene tjener, når man taler om lige arbejde.

Man angiver, at denne oplysning stammer fra en survey, men det er langt højere end de tal, jeg kender. Samtidig opererer EU-lovgivningen og dermed dansk lov også med begrebet løn for lige arbejde eller arbejde af samme værdi, men alene det at bestemme, hvornår forskelligt arbejde har samme værdi, skaber yderligere problemer både med sammenligninger globalt og også indenlands. Det var netop, hvad Lønkommissionen mislykkedes med at gøre i sin rapport fra 2010, trods min indsats som ekspertmedlem for at definere, hvornår forskelligt arbejde har samme værdi. Så heller ikke hvad angår ligeløn, har rapporten valide og sammenlignelige mål.

Den anden væsentlige forskel er ikke mulig at bortforklare, nemlig den, at danske kvinder har en væsentlig ringere repræsentation i regering og parlament end de øvrige nordiske lande og i øvrigt ringere end mange andre lande.

Det europæiske ligestillingsagentur EIGE gennemfører tilsvarende et ligestillingsindex for EU-landene, som opererer med væsentlig mere raffinerede målemetoder og statistiske kilder end World Economic Forum. I dette index placerer Danmark sig i 2015 på en tredjeplads efter Sverige og Finland, efter at have mistet andenpladsen til Finland i seneste måling, hvor et regeringsskifte jo både har betydet, at vi mistede en kvindelig statsminister og flere kvinder på ministerposter.

Man kan jo hævde, at man som feminist burde glæde sig over en rapport, hvor Danmark scorer så relativt lavt og man dermed kan påvise resultatet af, at skiftende regeringer de seneste mange år, ikke har afsat tilstrækkelige ressourcer til ligestilling. Jeg har det omvendt! Da jeg nu har brugt det meste af mit voksne liv til at arbejde for ligestilling, så gider jeg da ikke beskyldes for slet ikke at have gjort nogen nytte, især ikke på så tyndt et grundlag, som World Economic Forums rapport er.

Men derfor kunne regeringen jo godt tage sig sammen!