11.06.2018
Blogindlæg

Hvad siger du til en bonus for at sige op?

I internetfirmaet Zappos kan medarbejderne få en bonus på tre måneders løn, hvis de siger op inden for den første måned. Fordel for Zappos: Kun de dedikerede medarbejdere bliver, skriver Magisterbladets blogger og ledelsesekspert Jonathan Löw.

Af Jonathan Løw

Som et nysgerrigt menneske med bopæl i Danmark næsten hele mit liv besluttede jeg mig for fire år siden for at rejse rundt i verden og snakke med mange hundrede inspirerende ledere. Mit mål var at blive klogere på, hvordan organisationer rundt omkring i verden inspirerer mennesker til at ville og turde mere.

Vel tilbage i Højbjerg syd for Aarhus vil jeg gerne dele et par af de mest overraskende opdagelser med dig som læser af Magisterbladet. Det er nogle, jeg ærlig talt aldrig er stødt på i vores nordiske breddegrader, men skulle du være det, må du meget gerne gribe fat i mig ved at skrive til min Facebook-profil eller LinkedIn. Jeg er altid åben for at blive klogere!

Det første eksempel, jeg mødte og gerne vil dele med dig, er internetfirmaet Zappos. Det er en yderst succesfuld forretning, og i spidsen for Zappos står en ikke særligt høj og venligt udseende mand med navnet Toni Hsieh.

Hvad Toni Hsieh måske ikke har i højden, har han til gengæld i den kreative hjerne, han er blevet udstyret med. Og selvom jeg tidligere havde skrevet diverse blogs omkring ledelse og medarbejderpleje på nettet, så må jeg indrømme, at jeg aldrig var kommet forbi en så radikal idé som den, Toni har indført hos Zappos: Nemlig en bonus for at sige op!

Toni Hsieh fortalte mig, at han indførte bonusordningen for nye medarbejdere. Logikken er den, at hvis man som nyansat siger op indenfor den første måned, så udbetaler Zappos 3 måneders løn i bonus. Ja, du læste rigtigt! Du får en bonus for at sige op.

Formålet er at skabe en kultur, hvor medarbejderne efter eksempelvis et år kan kigge på hinanden og tænke: Wauv. Hun sidder også her ligesom mig og har sagt nej til en bonus for at sige op. Sådan en organisation vil jeg være en del af! Denne stolthed er netop noget af det, som skaber verdens mest succesfulde organisationer, fandt jeg ud af på min rejse.

Jeg vil dele endnu en inspirerende oplevelse med dig. Denne gang sad jeg ikke fysisk overfor virksomheden, men via Skype fortalte selskabet Atlassian i Australien mig omkring, hvordan de gentænker det at have glade medarbejdere på kontoret.

Atlassian er flere gange kåret til Australiens bedste arbejdsplads, og i mine bøger Disruptionbogen og Gurubogen fortæller de om to tiltag, som har vakt ganske meget opsigt i hjemlandet.

Det ene handler om at tilbyde alle nye medarbejdere fem dages betalt ferie - INDEN de er startet i organisationen. Dette følges sidenhen op i løbet af det første arbejdsår, hvor medarbejderen får fem dages fri til at gøre en forskel for vedkommendes foretrukne velgørende organisation i lokalområdet.

Begge tiltag kan måles meget direkte og positivt på virksomhedens indtjening, så selvom det kan lyde dyrt, så er det ikke tilfældet i sidste ende. For Atlassian handler det om, at en sådan tænkning skaber en helt anden form for løst til at innovere og gøre hinanden gode. Den drivkraft og passion kan ganske enkelt betale sig, og samtidig er tænkningen den, at man er til for medarbejderne og ikke omvendt.

Man kunne supplere dette med Netflix, som de fleste danskere efterhånden kender, der for nyligt opfordrede alle ansatte til løbende at stille deres nærmeste chef følgende spørgsmål:

Hvis jeg fortalte dig, at jeg ville sige op, hvor hårdt ville du så arbejde for, at jeg skulle ændre min mening?

Hvornår har du mon sidst spurgt din chef om det?