09.11.2015
Blogindlæg

Jobjæger af A-kassens nåde

Magisterbladet.dk's faste blogger, Julie Lykke Jensen, giver her en guidet tour gennem den rutchebane af en hverdag, som hun lever som jobsøgende.

Af Julie Lykke Jensen
Hver mandag har jeg en indforstået aftale med mig selv om, at jeg skal logge ind på jobnet, tjekke mine jobopslag og tilføje de seneste aktiviteter i min joblog. Efter denne indledende opvarmningsøvelse følger et maratonløb igennem samtlige jobportaler på jagt efter stillingsopslag, jeg kan søge i den kommende uge. Magisterjob, Job i Staten, KU Jobbank, AU Jobbank, Akademikernes Jobbank, Gymnasiejob, Job på Museer. Jobindex, Jobzonen og Jobbnorge.

Når jeg så hen af eftermiddagen, efter en halv pakke cigaretter og utallige kopper urtete, ser ned på min liste over potentielle jobs, bliver jeg altid ramt af en akut følelse af magtesløshed.

For en god ordens skyld skal det nok lige nævnes, at jeg er uddannet kunsthistoriker, er i mit sjette trimester af dagpengeperioden og er nået til et punkt, hvor jeg uden tøven vil kalde mig selv professionel jobjæger af A-kassens nåde. Men på trods af, at jeg med tiden har udviklet en tyk hud mod det ene afslag efter det andet, så har jeg endnu ikke fundet en kur imod de eksistentielle bivirkninger, der følger med at komme på dagpenge.

Jeg ved ikke, om det er en arbejdsskade som humanist, at man tænker for meget over meningen med tingene. Men ikke desto mindre så finder jeg ofte mig selv krumbøjet over computeren og spekulerende på, hvad det egentligt er, jeg kan. Passer jeg overhovedet ind på jobmarkedet, og finder jeg nogensinde et rigtigt job?

Alt imens uret oppe på vægen tikker med en foruroligende hast og minder mig om, at dagpengene snart slipper op.

I et anfald af desperation begynder jeg derfor at taste endnu en ansøgning ud igennem fingrene. Jeg lægger ud med en fængende motivation, fremhæver mine erhvervsrettede kompetencer, tilføjer mine personlige egenskaber og slutter af med en beskeden bøn om en snarlig jobsamtale.

Tilføj og send. Rent statistisk er min chance for succes i det mindste steget en lille promille nu.

LÆS OGSÅ JULIES FØRSTE BLOGINDLÆG: Familiefest, stigmatisering og misforstået empati

Efter at have deltaget i alverdens jobsøgningskurser, karriereworkshops og rådgivningssamtaler kan jeg, som en rapsode fra oldtidens Grækenland, recitere mine kvalifikationer udenad, med stor indlevelse og i smarte vendinger. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spekulere på, at når alt min faglige begejstring er blevet trukket igennem denne mølle af fikse management idéer, hvor meget er der så egentligt tilbage?

Men det er der ikke tid til at tænke på længere, for uret tikker, og regningerne skal betales.   

Man behøver imidlertid ikke være indrullet i dagpengesystemet for at få indtrykket af, at refleksion, fordybelse og viden ikke længere har den store værdi i sig selv. I samfundet generelt er der en stigende tendens til, at alt skal gøres op i en snæver nyttelogik med økonomisk vækst for øje. Viden skal kunne bruges til noget, effektivisere noget og generere overskud. Men hvordan finder man sig, som en alt for tænksom humanist, tilrette i dette system? Det er en af de udfordringer, jeg bakser rundt med lige for tiden.

Når jeg har fået det privilegium at tage en videregående uddannelse, er jeg helt med på, at jeg skal ud og bidrage til samfundet, så generationerne efter mig kan gøre det samme. Mine overvejelser går mere på, om der ikke også er noget nyttigt i, at dyrke det unyttige for unyttighedens skyld. Er det ikke netop dér den nyskabelse, vi taler om, er fremtiden, opstår og risikerer vi ikke, at kvæle den, i vores ensidige higen efter vækst?

Desværre så tror jeg ikke umiddelbart, der er nogen måde at komme uden om den eksisterende nyttetænkning, slet ikke i dagpengesystemet. Så jeg må hellere rulle ærmerne op og kaste mig over endnu en ansøgning, inden tankerne løber af sted med mig.