06.06.2016
Blogindlæg

Skal vi have danske mammonis?

Folketinget er i gang med to reformer, som kommer til at koste kassen for unge og deres forældre.

Af Jakob Elkjær
Danmark har kurs mod italienske tilstande, hvor børn ikke har råd til at bo ude, men er tvunget til at bo hjemme til slutningen af 20’erne, og hvor mor og far er tvunget til at forsørge dem, selvom det er hundedyrt og går ud over hele familiens livskvalitet.

Helt ærligt: Var det dét, vi ville?

Der var engang, hvor vi grinede lidt af de italienske ’mammonis’. Unge mænd, der blev boende hjemme hos mor langt op i tyverne! Umyndiggjorte og stopfodrede med mors spaghetti.

Hele 76 procent af de unge italienere mellem 20 og 29 bor hos forældrene. Men det er ikke kun i Italien og ikke kun mænd. Faktisk er gennemsnitsalderen for at flytte hjemmefra i EU over 26 år for begge køn. De unge er slået hjem pga. voldsomme boligpriser, lavere løn, arbejdsløshed og et stadigt svagere sikkerhedsnet. De har betalt prisen for krisen.

I Danmark har vi været stolte af, at unge flyttede hjemmefra i en alder af omtrent 21 år. De kunne blive selvstændige og få et rigtigt voksenliv. Og vi voksne kunne nyde nogle år uden at opvarte og skændes med teenagere på 25 - 30. Win-Win.

Derfor kan det undre, at lovgiverne i Danmark arbejder så systematisk på at gøre danske unge til ’mammonis’.

Priserne på boligmarkedet får lov at galoppere og det er allerede i dag så overophedet, at 27 procent af de unge studerende fra 18 – 29 bor hjemme hos forældrene. (For de unge mænd er det hele 32 procent.)  I 2013 var det kun 22 procent, så det går allerede rigtig hurtigt med at få slået de unge hjem til mor og far. Hertil kommer i øvrigt, at 8 procent bor i forældrekøb.

Nu vil politikere så gennemføre to såkaldte ’reformer’, der vil gøre det til en økonomisk langtidsstraf at få børn. I et hvert fald, hvis de børn, man sætter i verden, skal have sig en bolig og en uddannelse.

De politiske forhandlinger om en reform af planloven er inde i den hektiske slutfase. Regeringen og dens støtteparti Dansk Folkeparti vil afskaffe reglen om, at man kan kræve 25 procent almene boliger i byudviklingsområder.
Hvor slemt kan det være? Det kan ikke blive så meget værre! Det er det samme som at udskrive en kæmpe dummebøde til de unge for at komme ind på boligmarkedet, samtidig med at dem, der allerede har en ejerbolig, bliver yderligere forgyldt.

Storbyerne vokser i de nye fine byudviklingsområder. Alene i Nordhavn i København skal der bo 40.000. Og på de dyre grunde er det nærmest umuligt at bygge inden for prisloftet på almene boliger. Samtidig bliver billige andelsboliger til dyre andelsboliger over hele byen.

Vi ved fra Oslo og Stockholm, at priserne næsten skal ganges med to, hvis der ikke er billige andelsboliger og almene boliger til at holde priserne nede. Som boligøkonomen Morten Skak gjorde opmærksom på i Politiken, så skyldes de lavere priser i København primært andelsboligerne og de almene boliger.

Dansk Folkeparti har tilkendegivet, at de vil stemme for forslaget om at afskaffe 25 procents reglen, så man ikke længere kan stille krav om ungdomsboliger og almene boliger. Det vil med stor sikkerhed gøre de centrale bydele i Danmarks store byer til en overklasseghetto. Almindelige lønmodtagere og de fattigste bliver jaget ud af byen, mens de unge bliver slået hjem til mor og far.

Er det det, vi vil?

I gamle dage var reformer ifølge Gyldendals leksikon en ’forandring af fx et samfundsanliggende med henblik på forbedring’. I dag har ordet en fin omskrivning af at flytte penge fra dem, som ikke har til dem, som allerede har.

Den anden ’reform’ handler om SU. Den får kniven til efteråret, når regeringen skal finde penge til skattelettelser. De borgerlige partier er klar. Finansministeriet embedsmænd leder efter penge, og liberale tænketanke som CEPOS og kapitalfonden Axcels tænketank Axcelfuture, der kæmper for skattelettelser, vil af med SU’en på kandidatdelen. Selv rektorer har blikket rettet mod de studerendes lommer.

Christiansborg har i forvejen ladet de unge betale for krisen ved at indføre en pensionsalder, som er højest for de yngste. I 2015 blev dagpengesatsen sat ned for nyuddannede. Kontanthjælpsreformen fra 2013 beskar ydelserne markant for dem under 30. Og SU’en for hjemmeboende fik kniven ved en ’reform’ i 2013. Samtidig er skatten løbende blevet lettet for boligejere, de bedrestillede og erhvervslivet.

’Reformerne’ søsættes næsten altid med en forklaring om, at det er for at fremtidssikre velfærdssamfundet. Hvis det var sandt, så ville man vel ikke samtidig skære i den uddannelse, forskning og grønne omstilling, som vi skal leve af i fremtiden.

Vær ærlige. Der er ikke tale om ’reformer’, men om fordelingspolitik. Man tager fra de unge og giver til de ældre. Man tager fra dem, som har mindst, for at give til dem, som har mest. Man tager fra fremtidige generationer for at bruge pengene nu.

Så hvis det går, som det plejer, så fjernes SU’en fra kandidatdelen til efteråret. Det unge får brug for flere penge hjemmefra til de er 25 – 30 år - med mindre de altså stadig bor hjemme – og det gør de jo nok.

Under overskriften ’Knald for Danmark’ – sendte DR sidste år en inderlig appel til danskerne om at få flere børn. Men der var ingen der sagde, at forsørgelsesansvaret ikke længere koster en million og varer ca. 18 år. Regn i stedet med to mio. kr og 25 – 30 år, når reformerne har fået lov at virke.

Det er tilsyneladende sådan, vi vil have det. Det er allerede mere end halvdelen af de studerende, som får hjælp fra mor og far. Spørgsmålet er, om du vil være en af dem, som siger; ”nej, du må klare dig selv”.