04.05.2018
Blogindlæg

Blog: OK18 viser, at fagbevægelsen sejrer, når den står ved sig selv

I årevis har fagbevægelsen satset på forsikringer og karrierevejledning, men det var ved at finde tilbage til rødderne, at den gjorde et comeback uden sidestykke. God gammeldags solidaritet viste sig at være ekstremt effektivt, skriver redaktør Jakob Elkjær.

Af Jakob Elkjær

Da jeg begyndte i journalistpraktik på Berlingske i midten af 1990’erne, blev jeg stoppet ind på et kontor med noget så eksotisk som en arbejdsmarkedsjournalist. En flink og dygtig fyr med tilbagestrøget hår og hang til rock, fodbold og arbejdskampe.

Kæften stod ikke stille på ham. Alle de andre havde allerede hørt hans anekdoter om forligsinstitutionen og fagbosserne Hardy Hansen og Georg Poulsen. Nu var det min tur.

Men det lå ligesom i luften på redaktionen, at det der med kollektive overenskomster var gammeldags i disse nye, individualiserede tider, og arbejdsmarkedsstoffet gled umærkeligt fra forsiden og om bagerst i erhvervstillægget.

Få år senere var den dygtige arbejdsmarkedsjournalist simpelthen forsvundet fra redaktionen, ligesom mange andre dedikerede arbejdsmarkedsjournalister var det på de andre dagblade. Hvis man endelig skulle skrive om arbejdsmarkedet, så skulle det være moderne historier om karriere og den slags.

Det blev så grelt, at LO i 2009 så sig nødsaget til at poste penge i deres eget medie, Avisen.dk, for at få nogen til at skrive bare en lille bitte smule om overenskomstforhandlinger.

Set i det lys, var det ekstra interessant at se Presselogen på TV 2 News, mens der blev forhandlet i forligsen. Redaktørerne var målløse. Det der gammeldags stof om overenskomster, som de havde sparet væk, var nu det mest efterspurgte blandt læsere og seere. Det var det første, de ville opdateres på hver morgen.

Overenskomst. Lockout. Strejke. Forligsmand. Urafstemning. De ord lugtede mere af historietime end af dagsaktuel virkelighed for mange – særligt unge – indtil dette forår. Nu er fagbevægelsens kerneopgave igen rykket frem på forsiden.

Hvad skyldes dette pludselige og massive comeback i medierne?

Det skyldes helt entydigt musketereden, som trods slinger i slutspurten viste sig at være forbløffende effektiv i forhandlingslokalet, samtidig med at den havde en enorm kraft som fortælling.

Med musketereden fandt fagbevægelsen tilbage til sit dna. Nemlig at man står sammen skulder ved skulder på tværs af faggrupper. Det er det, der er bevægelsens eksistensberettigelse. Historikeren Lars K. Christensen fra Nationalmuseet formulerer det således til Magisterbladet:

»Musketereden er en del af grundideen ved fagbevægelsen. Nemlig at man har basale fælles interesser, fordi man står over for nogle arbejdsgivere, og at man ikke underbyder hinanden. Det er det, fagbevægelsen er sat i verden for«.

LÆS OGSÅ: Eksperter: Fagbevægelsen har vist, at den har muskler

Tilbage til kerneopgaven
Man kan høre folk langt inde i fagbevægelsen argumentere for, at det der med solidaritet er gammeldags. Fagforeninger skal være en slags moderne forsikringsselskab. Et sted, hvor man kan få en god forsikring og karrierevejledning.

Men den strategi er selvmord af frygt for døden. Det er den sikre vej til glemsel og ligegyldighed at lade kampen for gode arbejdsforhold glide i baggrunden.

Læren af det fem måneder lange overenskomstslagsmål er præcis det modsatte. Hvis fagbevægelsen står sammen, kan den vinde. Og netop på den klassiske kerneopgave – sikring af overenskomster med ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

For ud over at sætte dagsordenen i medierne, så har fagbevægelsen også bevist, at den kan skabe resultater, når den står sammen om en stærk fortælling som musketereden.

Målt på de tre hovedkrav vandt lønmodtagerne en klar sejr. Første delaftales lønramme på 8,1 procent er forbløffende tæt på lønmodtagernes krav på 8,2 og meget langt fra Sofies Løhdes udspil på 6,7. Det blev 14 – 1 til lønmodtagerne, idet arbejdsgiverne flyttede sig 14 decimaler og lønmodtagerne én.

Der var også en række andre markante sejre, f.eks. at spisepausen kom ind i overenskomsten på AC-området, og at det forhadte privatlønsværn blev afskaffet. Eneste store kompromis var, at der ikke kom en ok-aftale om lærernes arbejdstid, men en kommission.

Dette resultat kunne ikke være skabt uden omfattende mobilisering – en mobilisering jeg ærligt talt ikke havde troet mulig for et halvt år siden. Medlemmerne har i stor stil været på gaden til både demonstrationer, skulder ved skulder-manifestationer og gå-hjem-møder i hele landet. Man lykkedes med at samle 10.000 tillidsfolk i Fredericia – det er aldrig sket før – og stable et dagligt cirkus på benene uden for forligsinstitutionen, hvor lønmodtagernes forhandlere blev hyldet som popstjerner, så snart de viste sig.

Det var ikke blot de sædvanlige venstreorienterede gavtyve, der fik luft. Man så magistre, sosu’er og sygeplejersker kæmpe side om side for samme sag. Der blev skabt en unik, bred alliance på tværs, som faktisk kan vise sig at være langtidsholdbar, fordi den lykkedes med at tilgodese alle grupper – også de lavtlønnede, som ikke ville have fået samme gode resultat uden musketereden.

FOA’s formand Dennis Kristensen slog jo netop til, fordi han fik et tilbud, han ikke kunne sig nej til.

Også det vigtige slag på de sociale medier vandt lønmodtagerne bl.a. takket være innovationsminister Sofie Løhdes (V) påstand om, at de offentligt ansattes lønudvikling var løbet fra de privates.

Det fik den 28-årige sygeplejerske Rikke Bæk Cramer til at offentliggøre sin lønseddel på Facebook under hashtagget #sofieslønfest. Derefter fulgte en lavine af lønsedler. De offentligt ansatte har klart domineret kampen på de sociale medier.

Det var en vigtig årsag til, at arbejdstagerne havde massiv opbakning til deres krav i befolkningen, hvilket en lang række meningsmålinger har vist. F.eks. sagde 63 pct. af de adspurgte i en Gallupmåling for Magisterbladet, at de havde ’mest sympati’ for lønmodtagerne. Kun 9 pct. havde mest sympati for arbejdsgiverne i staten, regionerne og kommunerne.

Den massive folkelige opbakning til de ansatte fik flere politikere til at melde deres støtte, selv om de burde holde kæft. Det gjaldt blandt andet DF’s formand Kristian Thulesen Dahl, som vendte på en tallerken og gav sin støtte til lærerne – og dermed styrkede lønmodtagernes forhandlingsposition og besværliggjorde et regeringsindgreb.

Sats på samarbejdet
En lektie er dog, at man fremover skal være lysende klar i formuleringerne af musketereden. Definitionen skal være den samme på gaden og i formandskontorerne.

Mit indtryk er, at det faktisk kom bag på fagbevægelsens ledere, hvor stærk og mobiliserende den klassiske grundfortælling om at stå sammen var for medlemmerne. Selve pointen med, at ingen skulle efterlades i stikken, blev det vigtigste. Jo længere tid, der blev demonstreret, des skarpere blev formuleringerne af musketereden. I december hed det sig, at lærerne skulle i realitetsforhandlinger. I april skulle der være en aftale om lærernes arbejdstid.

Og så skal fagbevægelsen gøre sig klart, at en sikring af den betalte frokostpause til de gamle fastansatte ikke er nok til at sikre de unges opbakning. De unge løstansatte skal med, hvis fagbevægelsen skal være attraktiv fremover. Det må som altid være en kernefordring for fagbevægelsen at sikre de mest udsatte. Derfor lover det også godt for fremtiden, at OK18 resultaterne ikke kun handler om de fastansatte. F.eks. er det en del af aftalen på statens område, at de timelønsansatte på universiteterne skal have en overenskomst.

Når det er sagt, så er fagbevægelsens succes med musketereden så overvældende, at man bør arbejde systematisk videre med at styrke samarbejdet frem mod de næste overenskomstforhandlinger i 2021.

En række arbejdsmarkedsforskere og socialdemokratiets formand Mette Frederiksen har foreslået, at man justerer den danske model på det offentlige område. Men uanset hvilke justeringer, man forestiller sig, består problemet med, at de offentlige arbejdsgivere sparer penge til løn under lockout og strejke.

Fagbevægelsen har nu fundet opskriften på at skabe resultater på trods af dette, så det er bedre at bruge krudtet på at styrke samarbejdet internt end på langhårede diskussioner om eventuelle fremtidige småjusteringer af den danske model.