Redaktør Jakob Elkjær skriver, at han skal huske at takke sin far for at give ham en forståelse af verden.
09.10.2018
Artikel

Blog: Humanisternes tid er nu. Det opdager økonomerne og politikerne på Christiansborg lige om lidt

Redaktør Jakob Elkjær fik interessen for historie fra sin far, der underviste i netop historie på seminariet i Vordingborg. Derfor sætter han pris på de videnskaber indenfor humaniora, der er med til at hjælpe os med at forstå, hvem vi er, og hvor vi kommer fra, skriver han.

Af Jakob Elkjær

Dengang jeg var en lille dreng, fandt mine forældre mig grædende på mit værelse. Jeg var fortvivlet over ikke at leve i stenalderen. Min far underviste i historie på seminariet i Vordingborg, og hver aften fortalte han mig improviserede historier om en dreng, som levede i stenalderen. Det var som at være der selv.

Vi kastede muslingeskaller på køkkenmøddingen, udhulede træstammer med glødende sten for at komme ud at sejle, vi kiggede langt efter mændene, når de skulle på jagt efter urokser, og vi slog flintesten mod hinanden for at få ild.

Den værste straf, mine forældre kunne udmåle, var, at jeg ikke ville få en “godnathistorie” samme aften. Det er vist overflødigt at konstatere, at jeg var en lille nørd.

Min mor har beskrevet, hvordan jeg kunne stå i en time og glo på én stenøkse på det lokale museum – var den nu fra tidlig eller sen stenalder? – indtil hun trak mig skrigende væk derfra. Hun syntes, at det var pinligt for lærerinden fra den lokale skole at genne sin søn ud af museet.

Engang skulle min far med en seminarieklasse til Lejre Forsøgscenter og bo i stenalderbyen. Det lykkedes mig at plage mig med. Jeg var lykkelig for at få lov til at tilberede en sovs med store melklumper over åben rygende ild inde i stenalderhuset.

Og så kom det vilde klimaks: De ansatte arkæologer havde i en plastickasse arrangeret en “udgravning”. De havde lagt potteskår, knogler og jord i forskellige nuancer af brunt, rødt og sort ned i kassen, og så fik de lærerstuderende og jeg ellers lov til at grave det forsigtigt ud. Med skeer og pensler fjernede vi forsigtigt jorden for at se, hvad der dukkede op. Mindblowing. Jeg havde aldrig oplevet noget mere spændende. I det øjeblik var jeg 100 pct. sikker på, at jeg ville være arkæolog.

Nå, fast forward til i dag. Takket være min far kan jeg simpelthen ikke fatte, at folk kan finde på at tale nedladende om de videnskaber, som omhandler mennesket som skabende væsen. At betegne antropologi, filosofi, historie, kommunikation, kunst, litteratur, psykologi, lingvistik og sprogfag fx som brødløst eller værdiløst er jo det samme som at sige, at vi er ligeglade med, hvem vi er, og hvor vi kommer fra. Det giver ikke mening.

Jeg ved godt, at Rockwool Fonden har konstrueret nogle beregninger, som viser, at BNP ville vokse med 100.000 kr. per stk., hvis humanister i stedet havde taget en teknisk uddannelse. Problemet med den type beregninger er dels det åbenlyse, at penge ikke er alt, dels at de bygger på gamle tal og bliver tilbageskuende. Som vi beskriver i dette nummer af Magisterbladet, så er der p.t. et kæmpe boom i efterspørgslen efter humanister. Handelsbranchen har ansat 95 procent flere humanister fra 2010 til nu. Og inden for rådgivning, it og informationstjenester er antallet af humanister steget med mere end 60 procent.

Og det giver jo rigtig god mening, når flere virksomheder skal klare sig på globale markeder og derfor har brug for kulturforståelse og sprog. Det giver også mening at ansætte humanister, når man skal have kunstig intelligens til at tale med mennesker og fungere i den virkelige verdens fællesskaber. Humanisternes tid er nu. Det opdager økonomerne og politikerne på Christiansborg lige om lidt. De skal bare lige have tid til at opdatere deres tal.

Og min far? Ham skal jeg vist have sagt tak til, mens han stadig er her.