11.02.2016
Blogindlæg

Blib båt ...

Det er et demokratisk problem, når den politiske elite så entydigt forfølger et mål om at få arbejdsudbuddet op, selv om det ikke har nogen folkelig forankring, skriver redaktør Jakob Elkjær. Et overvældende flertal af danskerne vil fx give børnefamilier ret til deltid. Det viser en meningsmåling, som Magisterbladet har fået foretaget.

Af Jakob Elkjær
REDAKTØRENS KOMMENTAR

“Har du det godt? I så fald er du nærmest en medicinsk sensation.”

Sådan indledte Politikens Ole Rasmussen sin klumme “Sket i ugen”, hvorefter han gennemgik sundhedsavisen BT’s sygdomshistorier lige fra 800.000 danskere med personlighedsforstyrrelse til 400.000 med inkontinens. I alt fandt Ole Rasmussen og en researcher 5,5 millioner syge danskere i BT, før sidstnævnte følte sig sløj og måtte gå hjem.

Jeg har længe tænkt, at det kunne være interessant at lægge alle patientforeningernes tal sammen for at finde det samlede antal syge, men Ole Rasmussen kom mig i forkøbet, og når man kan finde så mange syge alene i BT, så er jeg bange for, at det samlede tal vil blive helt uoverskueligt.

Jeg nægter imidlertid at tro, at vi alt i alt har det værre end tidligere generationer. Vi er rigere, vi lever længere, og vi ligger pænt i diverse lykkemålinger.

Alligevel er der et eller andet, som ikke er helt godt.

35.000 danskere er sygemeldt med stress. Og børn får i stigende grad ­diagnoser på grund af mangel på nærvær og selvværd. Vi har svært ved at finde balancen – ikke mindst mellem arbejde og familieliv.

Det er, som om vi skal nå halvdelen af livet lige efter kandidateksamen. Det første “rigtige” job. Gang i karrieren. Købe en alt for dyr bolig. Få børn. Hente og bringe. Jeg husker livet omkring de 30 som lidt af en stroppetur.

Derfor nytter det ikke noget, når regeringens budskab til børnefamilierne blot er, at “man skal også passe på med, at man ikke falder for falske løsninger. Såsom at de her mennesker skal arbejde mindre”.

Det er venstreorienteret vanetænkning at tro, at vi alle sammen kan gå ned i arbejdstid, uden at det koster. Selvfølgelig koster det. Men det er dælme også vanetænkning – bare højreorienteret – at alle skal arbejde mere.

For det giver ikke mening, at forældre arbejder mere end dem, der ikke er forældre. Sådan er det faktisk, uanset om vi taler om par med børn eller enlige forældre. Det viser vi i Magisterbladet nr. 2, der udkommer i februar.

Det er et demokratisk problem, når den politiske elite så entydigt forfølger et mål om at få arbejdsudbuddet op, selv om det ikke har nogen folkelig forankring. Et overvældende flertal af danskerne vil fx give børnefamilier ret til deltid. Det viser en meningsmåling, som Magisterbladet har fået foretaget.

Nu ved jeg godt, at eliten vil fnyse og sige, at den slags kan man ikke spørge om. Folk er som børn. De vil altid have mere. De tænker ikke på konsekvenserne.

Det tror jeg ikke på. Jeg tror godt, at de fleste forstår, at hvis man arbejder lidt mindre, så bliver produktionen også lidt mindre. Det er et politisk valg.

Vi kan ikke udelukkende indrette samfundet på ikke at få bank af kineserne, ligesom vi ikke udelukkende kan indrette samfundet på, at det skal være rart – uden hensyn til om økonomien hænger sammen.

Vi er nødt til at erstatte elitens monolog om, at arbejdsudbuddet altid skal op, med en dialog om, hvordan vi får et godt samfund, som også hænger sammen økonomisk. Vi skal have genskabt samtalen om det gode samfund.