23.03.2016
Blogindlæg

Hvad sker der, når en filosof går til jobsamtale?

Hvad gør man, når man skal forklare en potentiel ny arbejdsgiver, hvad man kan tilbyde som filosofistuderende i en virkelighed, som er meget praktisk orienteret? Læs Emma Inge Hansens beretning her og bliv klogere på netop dette.

Af Emma Inge Hansen
Af situationer, hvor jeg konsekvent kommer en halv time for tidligt, findes kun to: eksamen og jobsamtale.

Jeg har altid tænkt eksamen som værst – trods alt – men da jeg bevæger mig op ad trapperne til netop sådan en samtale, har jeg ændret mening: det er seriøst jobsamtalen, der er værst!

At bevæge sig ind i rummet, hvor din måske/ måske-ikke fremtidige chef har tænkt sig at grille dig, er ikke så slemt teknisk set. Du går jo bare ind og sætter det ene ben foran det andet. Men i stilheden før stormen bemærker jeg altid hvert et græsstrå på plænen, alle bladene på træerne, og jeg zoomer ind på hvert et sandkorn i Sahara. Tiden, jeg kunne have brugt på, at memorere de tre vigtigste elementer i frivilligekoordinering og -mobilisering, bruger jeg i stedet på at stene over en stol. Den har røde ben. Ikke knaldrøde, ikke postkasserød og heller ikke rødbederød som et pas. Men en sær symbiose af alle tre. Det er den samme farve, som min folkeskole brugte på deres stole, synes jeg. Jeg står et øjeblik og spekulerer over, om den samme farvekode kan være anvendt til flere forskellige varianter af stoleben. Mon der er nogen, der har patent på lige præcis denne mellemrøde farve med et strejf af rødbede? Tjener de styrtende på det? Jeg vender og drejer tanken. Overvejer argumenter for og imod. Har en lille diskussion i mit hoved.

"Vil du have en kop kaffe?"

Jeg bliver rykket tilbage til virkeligheden med et chok. Tro det eller ej, men kaffe-spørgsmålet er faktisk et tungt emne under kategorien "Sådan går til jobsamtale".

"Ja, tak!" siger jeg, fordi det anbefaler Moderne Jobsøgning meget specifikt. Moderne Jobsøgning er den bog, jeg har købt i dyre domme hos boghandleren. Den skal altså fortælle mig, hvad der er rigtig og forkert, når det kommer til jobsøgning.  

Jeg tager imod koppen og sætter den til mine læber. Det skulle jeg ikke have gjort. Halvlunken tjære glider ned i min hals og får den til at snøre sig sammen i en reaktion, jeg tænker, må være sundhedsskadelig. Men heldigvis er chefen af den type, der snakker. Faktisk så meget, at jeg bliver bekymret for, om jeg får sagt det, jeg gerne vil sige. Det er trods alt mig, der skal bevise noget og ikke ham.

Jeg roder lidt rundt i mine noter og får nævnt, at jeg er meget enig i organisationens vedtægter, særligt den paragraf om et stærkt samarbejde aktørerne og medlemmerne imellem. Jeg er ikke sikker, men jeg tror vidst nok, at jeg modtager et svagt, anerkendende nik.  Og jeg er tæt på flyvende og måske endda så meget, at jeg lige ved at støde ind i glasloftet, da jeg fortæller om den nytænkende workshop, som vi kunne holde, og som slet ikke var den samme, som den chefen havde i tankerne. Men en joke om post-its udløser en på én gang nervøs og forløsende latter (kontorhumor, I guess).

Jeg er nu nået igennem 2/3 af kaffen og tænker, jeg måske vil være tilgivet for ikke at have drukket det hele, selvom det skulle blive bemærket. Nogle ting er bare ikke det værd.

"Men filosofi…" siger chefen og afbryder mine kvababbelser med kaffen.  Han lader op til flere sigende sekunder tikke af sted, mens sætningen ligesom hænger i luften. Så fortsætter han: ”… er det ikke lidt… jeg mener, hvordan har du tænkt dig... nogle af de mennesker, vi har med at gøre, er meget praktisk orienteret”.

Imens han siger det, lægger han et kolossalt tryk på ’meget’. Der kom det frem. Jeg synker noget. Jeg vidste, det ville komme. Problemet er, at jeg ikke rigtig ved, hvordan jeg skal tilfredsstille dem, der spørger om den slags. Jeg har ved Gud modtaget spørgsmålet mange gange, men det er som om, jeg aldrig rigtig kan tilfredsstille spørgeren lige meget, hvad jeg gør. Så hvad skal jeg gøre?

Jeg kan selvfølgelig sige noget om at tænke kritisk, at det er det, der rykker vores samfund frem. Men det er som om, at den sætning bare er en, der virker bedst på dem, der allerede er overbevidst. Det er ligesom at prædike for de frelste.

Så i stedet beslutter jeg at gøre noget andet. Jeg siger det sådan, som jeg mener, at det egentlig er. Det kommer først og fremmest an på, om man gider bruge tid og energi på at se de konkrete sammenhænge og anvendeligheder. Og jeg fortæller, at jeg bestemt ikke kommer fra et sted, hvor alle var akademikere, og at jeg igennem hele mit liv har været vant til alle slags forskellige mennesker.  

Da det ikke lader til at gøre synderligt indtryk, siger jeg, at det er et formidlingsspørgsmål. Chefen kigger skeptisk på mig, kigger søgende ud i luften og gentager så sit spørgsmål, men med andre ord.

Jeg mærker irritationen boble op i mig. Vi tværer rundt i det.

I dagene efter tænker jeg, at det var så det. Det er enormt hårdt at søge job, så jeg går også og overvejer, om jeg overhoved orker at finde et studiejob.  Men så bliver jeg ringet op og får at vide, at jeg har fået jobbet. Jeg sagde måske lidt bedre ting, end jeg forestillede mig i situationen.
Emma Inge Hansen er medlem af bestyrelsen for DM Studerende og læser filosofi på Københavns Universitet