18.01.2018
Blogindlæg

Disse to ting vil gøre en positiv forskel for humaniora

"Vi skal væk fra den praksis, hvor det kun er patenter, fondsmidler og forskningspublikationer opgjort i regneark, som tæller på den akademiske bundlinje", skriver Henrik Halkier på sin blog. Han håber, at 2018 bliver året, hvor der igen kommer fokus på kvaliteten af humanistisk undervisning og forskningen - med mennesket i centrum.

Af Henrik Halkier
Så skriver vi januar. Udenfor er det gråt, koldt og klamt – ligesom januar plejer at være. Man kunne godt ønske sig til mere varmt og spændende sted end campus i den østlige del af Aalborg. Måske noget i stil med Hotel California? (Undskyld til C.V. Jørgensen!)

I stedet vil jeg nøjes med at varme mig ved tanken om det spændende år, vi her på AAU har lagt bag os. Vi har uddannet mange dygtige unge mennesker, skrevet spændende bøger og artikler, og vi har arbejdet sammen med private virksomheder og offentlige organisationer om at forandre verden. Som Kingo skrev: ”Min sjæl, hvad vil du mere?” 

Men faktisk er der stadigvæk meget, jeg ønsker mig på humanioras vegne. Særligt to ting vil virkelig gøre en positiv forskel i det kommende år. 

Kvaliteten skal højnes 
For det første ønsker jeg, at vi får mulighed for at fokusere endnu mere på at højne kvaliteten af den uddannelse, de studerende får. Gennem de seneste år er uddannelsernes kvalitet primært blevet målt på kvantitative indikatorer som mindsket frafald, hurtigere gennemløbstid eller lavere ledighedsprocenter. 

Helt bestemt udmærkede og nødvendige mål. Det er både godt og efterstræbelsesværdigt, at de studerende fastholdes på studiet, gennemfører deres uddannelse på normeret tid, og at de efterfølgende får job. Sådan skal det skal være. 

Men i den sidste ende hænger kandidaternes beskæftigelsesmuligheder – og dermed den forskel universitetet gør for samfundet – uløseligt sammen med kvalitative effekter af uddannelserne såsom faglig dygtighed, evnen til at omsætte det lærte til praksis, indre motivation for fortsat læring og evnen til at indgå i lærende samarbejder med medstuderende, undervisere og virksomheder. Og kvaliteten af dette afgøres af kvaliteten af undervisningen. 

Mit ønske er derfor, at 2018 bliver året, hvor vi får mulighed for at sætte flere kræfter ind på at højne kvaliteten af undervisernes pædagogiske kompetencer, undervisningens didaktiske tilrettelæggelse samt øge sammenhæng og progression i semestre og uddannelser.  Dette er nemlig en direkte måde til at styrke de studerendes vidensmæssige, metodiske og menneskelige kompetencer.

Mennesket i centrum
For det andet ønsker jeg, at humanistiske forskere kommer til at bidrage endnu mere til løsning af de store samfundsmæssige problemstillinger, som står øverst på både den nationale og den internationale forskningsagenda. For hvad nytter det at udvikle teknologiske og sundhedsvidenskabelige løsninger, hvis de mennesker, der skal bruge disse løsninger, ikke forstår dem? 

I de store forskningsansøgninger ender de humanistiske elementer dog desværre alt for ofte med at være add-ons til eksempelvis teknologiske forskningsbidrag. Men tænk, hvis vi vendte bevillingssystemet på hovedet og satte mennesket i centrum. Så er jeg sikker på, at vi ville se flere praksisnære løsningsforslag, hvor der var taget højde for den menneskelige faktor, og dermed vil vi få forskning, som bidrager til at løse samfundsmæssige udfordringer og gør en forskel i det enkelte menneskes liv. 

Dette forudsætter dog, at den værdi, humanistisk forskning skaber for erhvervslivet, sundhedssektoren, uddannelsessektoren og samfundet generelt, bliver anerkendt både blandt politikere, meningsdannere, medier, borgere og i det akademiske system. 

Mit ønske for 2018 er derfor, at vi bevæger os væk fra den praksis, hvor det kun er patenter, fondsmidler og forskningspublikationer opgjort i regneark, som tæller på den akademiske bundlinje, og hen mod en praksis, hvor vi også medregner de værdiskabende faktorer, som er sværere at tælle og kvantificere. 

Som fx når forskere udvikler løsninger på samfundsmæssige problemstillinger i tæt samspil med offentlige og private organisationer og derved er med til at påvirke både tankegang og praksis.