16.05.2018
Blogindlæg

Blog: Mindre bakspejl, mere fremtid

Uddannelses- og forskningsministeriet bruger gamle tal til at slå de humanistiske uddannelser i hovedet med deres kandidaters erhvervsfrekvens, skriver Henrik Halkier.

Af Henrik Halkier
Under stor mediebevågenhed offentliggjorde forskningsministeriets Udvalg om bedre universitetsuddannelser i sidste måned en rapport om fremtidens universitetsuddannelser. Her fremgår det blandt andet, at nyuddannede fra humanistiske fag som kunsthistorie, europæisk etnologi og interaktive digitale medier oplever størst ledighed. Det fik straks daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind til at reagere. ”Vi vil se en neddrosling af humaniora”, varslede han i en nyhed på dr.dk.

Jeg er selvfølgelig enig med den tidligere minister i, at humanistiske kandidater skal ud på arbejdsmarkedet efter endt uddannelse. Alt andet vil være et spild af både menneskelige, uddannelsesmæssige og økonomiske ressourcer. Problemet er bare, at tallene i den aktuelle rapport stammer fra 2014 og 2015, og meget er sket siden.

Målrettet indsats for at mindske ledigheden

For det første er de fleste humanistiske uddannelser i dag dimensionerede. Det betyder, at der i fremtiden vil blive uddannet færre humanistiske kandidater. For det andet arbejder vi her på Aalborg Universitet målrettet med at forberede de studerende på det arbejdsmarked, der venter. Helt konkret handler det om, at studerende på en uddannelse som interaktive digitale medier i dag får undervisning i IT-værktøjer, og arbejder med disse værktøjer i deres projektarbejde, så de er forberedte på de krav, private og offentlige virksomheder stiller til dem som medarbejdere.

Derudover kører vi et projekt frem til foreløbig 2019, hvor studerende får mulighed for at deltage i et karriereforløb. Her opnår de personlig og faglig kompetenceafklaring, får individuel sparring og deltager i jobsøgningskurser, ligesom vi både gennem projektarbejde og arrangementer kobler virksomheder og studerende.

Og jeg er ikke i tvivl om, at vi er på rette spor. I fremtiden vil flere humanister komme hurtigere i job, og mange vil finde beskæftigelse i det private erhvervsliv, som den aktuelle universitetsrapport anbefaler. Ikke mindst fordi vi på humaniora på Aalborg Universitet gennem de sidste mange år også har arbejdet med at skabe uddannelser, som klæder de studerende på med de kompetencer, erhvervslivet efterlyser.

Men vi skal også turde tænke nyt, for ingen af os kan spå om verden i morgen. I den aktuelle rapport om universitetsuddannelserne understreges det, at mange af de nyuddannede i fremtiden vil finde beskæftigelse i virksomheder, som endnu ikke eksisterer.

Den tendens kan vi allerede mærke her på universitetet. Flere af de studerende på de digitale humanistiske uddannelser som fx interaktive digitale medier springer i dag ud som iværksættere efter endt uddannelse. Et af de mest kendte eksempler er Klaus Pedersen og Jonas Byrresen, som skabte spilvirksomheden Bedtime Digital Games og i dag beskæftiger 13 medarbejdere. Og i fremtiden bliver de næppe de eneste. En gruppe af studerende fra bl.a. interaktive digitale medier har allerede imponeret den etablerede spilverden og er nominerede i kategorien ”bedste lyd” med deres computerspil ”Still here” ved spilproducentforeningens årlige konkurrence. Mon ikke også, at disse studerende i fremtiden finder job i virksomheder - og sikkert også brancher - der endnu ikke eksisterer?

Verden ændrer sig
Samtidig ændrer verden sig omkring os. Ifølge en artikel i Forbes i 2015 har jagten på talent fået tech-virksomheder til at rette blikket mod kandidater med en humanistisk baggrund, fordi de kan skabe en forbindelse til kunderne og forstå, hvad de efterspørger. Google forventer derfor – som magisterbladet.dk skrev fornylig – alene i år at ansætte 4.-5.000 medarbejdere med en humanistisk ph.d.-grad. "De bedste digitale udviklere er dem, der også er gode til at lytte, observere og forstå andre mennesker. Ingen er bedre klædt på til det end ph.d.-stipendiater fra de humanistiske fag", fortalte Damon Horowitz, som er direktør for Googles IT-ingeniørafdeling og for øvrigt også selv har en ph.d. i filosofi.

Mit råd til politikerne er derfor, at de hæver blikket og kigger fremad. Når man styrer en bil, går det sjældent godt, hvis man kigger i bakspejlet.