16.06.2015
Debatindlæg

Gidsler i valgkampen

Af Peter Grods Hansen
LEDER fra Magisterbladet nr. 6

Valgkampen går nu ind i den sidste uge, og fronterne er trukket op til nogle dage med endnu hårdere udvekslinger af synspunkter og argumenter, end vi har set hidtil.

De første to uger i valgkampen har budt på både gode og dårlige nyheder for højtuddannede og særligt de 30 procent af nyuddannede akademikere, der ikke får foden inden for på arbejdsmarkedet efter endt studium.

Vi tager naturligvis de gode nyheder først. Det er positivt, at en reform af dagpengesystemet er blevet en markant del af valgkampen, for det fortjener den.

Det kan ikke være rigtigt, at fordi man af konjunkturmæssige årsager ikke kan få et job, bliver man beskyldt for ikke at være opsøgende nok og ikke tage jobsøgningen seriøst. I mine ører er det fuldstændig forrykt, at man i krisetider, hvor mange har brug for et sikkerhedsnet, skærer i dagpengeperioden og forlænge genoptjeningsperioden. Det er netop i krisetider, at vi som samfund skal stå de ramte bi og sikre dem mod dårlige konjunkturer og krise.

Det bringer mig samtidig videre til de dårlige nyheder. Vi har set en valgkamp, hvor politikerne er blevet så bange for at love noget, at de træder vande i dagpengedebatten. Dermed bliver de mange dagpengemodtagere taget som gidsler. Dagpengemodtagere, for hvem det betyder rigtig meget, om genoptjeningsperioden er seks eller 12 måneder.

Med de nuværende regler vil eksempelvis et barselsvikariat af normal varighed ikke være nok til at optjene retten til dagpenge. Og det på trods af at man har hjulpet en arbejdsplads i en situation, hvor de manglede en medarbejder, har bidraget til statskassen med skatteindtægter og øget sine kompetencer og dermed sin værdi på arbejdsmarkedet.

I modsætning til dem, der har været mange år på arbejdsmarkedet, har en ledig nyuddannet endnu ikke opbygget en professionel identitet og bevist sit værd på arbejdsmarkedet. Det giver større følsomhed over for at stå udenfor og kigge på et arbejdsmarked, der suser forbi med 120 km/timen.

Det forhold synes jeg ikke, politikerne for alvor har anerkendt i den nuværende valgkamp. For langt de flestes vedkommende har de i stedet anlagt en logik baseret på stringente økonomiske modeller, hvor man ved at presse ledige på levegrundlaget anlægger den fejlagtige præmis, at det vil øge velvilligheden til at tage et job.

Som om vi har at gøre med en gruppe af mennesker, som sidder derhjemme og glæder sig til den månedlige udbetaling fra a-kassen og en hverdag med jobsøgningskurser, karriereworkshops og intetsigende virksomhedsforløb. Intet kunne være mere forkert!

Jeg ser frem til, at det fremtidige flertal i Folketinget vil tage bedre hånd om disse udfordringer, end vi desværre har set det udført i den nuværende regeringsperiode.