29.10.2014
Blogindlæg

Er grundforskning en truet art i Danmark?

Af Rasmus Ejrnæs

Jeg oplever et stigende pres for, at min forskning skal føre til noget umiddelbart brugbart. Indtil for nyligt, tænkte jeg, at denne situation var speciel for mig som sektorforsker. Altså at ”rigtige” universitetsforskere havde fuld frihed til at følge deres nysgerrighed. Denne barnetro er dog anfægtet.

Der er stor fokus på økonomisk vækst og sundhed i Danmark. Selvom den offentlige debat også kommer omkring andre emner, så synes omdrejningspunktet for skiftende regeringers politik at være en stadig stræben efter vækst og sundhed. Når væksten så udebliver, står pressen i kø for at male fanden på væggen.

Det første offer for vækstparadigmet er alt det som ikke direkte gavner væksten. Alt det tilsyneladende unyttige. Uddannelser med høj arbejdsløshed, børnenes leg i skoler, fritidsordninger og børnehaver. Tid som tilbringes uden et klart formål. Også forskningen er kommet under pres for at bevise sit værd og en stadig større del af universitetsforskningen foregår i målrettede forskningscentre.

Men måske er jeg for negativ, måske er forskningscentrene ikke et politisk styringsinstrument, men blot en måde at fokusere midlerne til de allerdygtigste og mest originale forskere?

Grundforskningsfonden har i hvert fald en lysende klar vision: ”Vi tror, vi skaber de optimale rammer for banebrydende forskning ved at lade de bedste forskere prøve kræfter med de problemer, de brænder mest for”. Den 7. oktober uddelte Grundforskningsfonden 700 millioner rare forskningskroner til 12 nye Centers of Excellence. Professor Liselotte Højgaard, som er formand for fonden udtaler begejstret, at “Ansøgningerne, vi har modtaget i denne runde, er fremragende, og jeg er overbevist om, at de nye centre vil bidrage væsentligt til vækst og velfærd i Danmark med originale og innovative tilgange til en bred vifte af vigtige forskningsspørgsmål”.

De 12 nye centre skal forske i 1) Musik i behandling af traumer og søvnløshed, 2) Organisering af bysamfund i historien, 3) Bekæmpelse af antibiotika-resistens, 4) Medicindosering i behandling af HIV og diabetes, 5) Bekæmpelse af aldersrelaterede sygdomme, 6) Hurtig identifikation og bekæmpelse af infektioner, 7) Kræftbehandling på celleniveau, 8) Ultrahurtig kommunikation, 9) Forbedret smertebehandling, 10) Klimavenligt CO2-neturalt samfund, 11) Magnetisk stof til kræftbehandling, 12) Stamcelleforskning til nye organer.

Hvis ikke jeg lige havde læst grundforskningsfondens egen vision, kunne jeg være fristet til at spørge hvor mange af disse emner som egentlig er ”grundforskning”. De fleste synes at være målrettet mod noget nyttigt og brugbart på kort sigt. Nummer 2 er undtagelsen som bekræfter reglen. Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen er begejstret og udtaler: ”Grundforskningen er den nærende muldjord, som videnskabens nye vækstskabende teknologier og opdagelser skal gro ud af.” Men ministeren burde snarere være bekymret. Kreativiteten bor i det ubevogtede øjeblik som ikke har et nyttigt formål, og den dag forskerne parkerer nysgerrigheden i anden eller tredje række, og lader politikerne, offentligheden eller myndighederne definere deres forskningsemner, så sygner grundforskningen hen.