07.10.2014
Blogindlæg

Døden og livet

Videnskaben peger éntydigt på, at der mangler misvækst, død og ødelæggelse i den pæne danske natur.

Af Rasmus Ejrnæs

Min far, Kresten Ejrnæs, døde for 15 år siden, kort efter sin pensionering som gymnasielærer. Jeg mødte megen varme og medfølelse i min omverden. En gennemgående reaktion var samtidig, at det var synd og skam, i så tidlig en alder.

Når man får døden tæt på, giver det gerne anledning til refleksioner over meningen med livet. Også for mig, og disse refleksioner har forplantet sig til mit arbejde med livet og naturens mangfoldighed.

Når en impala bliver nedlagt af afrikanske vildhunde eller en skarnbasse bliver spiddet af en tornskade, så bliver den enes død den andens liv. Uden synd og skam. Eksemplerne er måske banale, men rækker langt videre. Når et kernesundt egetræ påføres en skade, begynder en langvarig proces, hvor træet lapper på skaderne, og hvor svampe og biller udnytter skaderne til at trænge ind i træet og bosætte sig. Hvis kampen mellem træ og nedbrydere er jævnbyrdig vil træet udvikle sig til et veterantræ, som er levested for ikke bare biller og svampe, men også for mosser og laver på stammer og grene og flagermus, spætter og ugler i træets hulheder. Sådan et veterantræ hører til blandt de rigeste levesteder i vores natur.

Vi mennesker har altid haft det svært med skrantende træer og lidende dyr. Vi spejler os selv i naturen og bilder os ind, at det er synd for kronhjorten som bliver flænset levende af ulve. Vi vil se naturen omkring os struttende sund og grøn og derfor fælder vi de syge træer og planter nogle sunde i stedet for. Og vi kan ikke tåle at se dyrene sulte om vinteren, så vi fodrer hjortene om vinteren med korn og roer og tager køerne ind i staldens varme.

Videnskaben peger ellers éntydigt på, at der mangler misvækst, død og ødelæggelse i den pæne danske natur. Der mangler næringsfattige levesteder, hvor planterne er undertrykt i væksten. Der mangler brande, oversvømmelser, stormfald og sandflugt som kan skabe plads til at naturen hele tiden kan genopfinde sig selv. Der mangler store sultne græsædere, som kan hærge plantevæksten, skade træerne i opvæksten, og aflevere de spiste planter som gødning til den rige fauna og funga, som lever i møget. Der mangler store rovdyr som kan holde græsæderne i skak og efterlade nogle af dem som ådsler.

Vores sprog er notorisk fattigt på pæne ord for de kriser i naturen og vores eget liv, som skaber plads til refleksion og ny mangfoldighed. Det afspejler nok, at vi helst fortrænger død og sygdom.

Hvis det bliver for dystert kan man bare vende blikket mod den rige natur som kriserne giver plads til. I Okavango-deltaet skaber elefanternes hærgen og flodernes oversvømmelser plads til horder af antiloper, bøfler, giraffer og deres store rovdyr. Her er rigeligt med gødning og ådsler og døde træer, som er grundlag for et insekt- og fugleliv af overjordisk skønhed.

Ikke et ondt ord om medfølelse, men livet er en gave og det skal leves for fuld kraft, med det hele, og uden synd og skam og medlidenhed. Min far var rummelig som et veterantræ, og skulle han have en gravskrift fra mig må det blive: Han levede livet, uden smålighed.