24.03.2014
Blogindlæg

Det gode studieliv og de mange muligheder

Jeg modarbejder regeringens uambitiøse hurtigt-ind-og-hurtigt-ud-af-pølsefabrikken-målsætning, og jeg er ret sikker på, at jeg stiller mig selv væsentligt bedre på et kommende arbejdsmarked af den grund.

Af Sofie V. Jensen

Uddannelsesminister Sofie Carlsen Nielsen (R) sagde for et par uger siden til et debatarrangement på RUC noget i retning af, at ”det gode studieliv” er at være fuldtidsstuderende på en uddannelse med fokus på intensitet og et godt og tæt studiemiljø. Herefter var ”det gode liv” at kunne udnytte de mange muligheder, denne uddannelse har givet - og friheden, der som en øjensynlig selvfølgelighed måtte høre med. Mit spørgsmål er så, om et godt liv radikalt skifter karakter, bare fordi man får en kandidatgrad? Burde ”det gode studieliv” ikke også være karakteriseret ved frihed og muligheder og være i overensstemmelse med ”det gode liv”? Og i så fald vil jeg gerne høre Sofie Carlsen Nielsens holdning til, hvordan fremdriftsreformen rammesætter en sådan frihed?

For mig at se stemmer det at være fuldtidsstuderende ikke nødvendigvis altid overens med ”det gode studieliv”. For mig er det gode studieliv at kunne suge læring til sig fra alle leder og kanter. At kunne tage chancer og udforske nye læringsmiljøer. At blive taget seriøst som studerende (og voksen) og at få lov til at tage ansvar for sin egen læring. At kunne tilrettelægge sine studier i samspil med, og ikke i modsætning til, de mange andre studierelevante aktiviteter, man laver ud over de obligatoriske kurser, og sidst, men ikke mindst at kunne tage sig den tid det tager at kombinere almen akademisk dannelse med et mere konkret erhvervsrettet fokus.

Som tingene tegner sig fremadrettet, bliver det kun sværere at finde en balance mellem studiet og de mange andre muligheder og udfordringer, vi bliver stillet overfor. Det ser desværre ud til, at et tvunget fuldtidsstudium og strengere bureaukratiske rammer ligefrem kommer til at modarbejde muligheden for at skabe optimale læringssituationer for sig selv. De rigide rammer sætter barrierer for, at man kan gribe mulighederne for at dygtiggøre sig ud over de akademiske og teoretiske discipliner på universiteterne. 

Hvad er egentlig vigtigst ude på arbejdsmarkedet– teoretisk eller praktisk erfaring? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv (og andre) en del henover de sidste par uger, hvor jeg selv har måttet tage kraftig stilling til, hvad jeg vil satse på. Skulle jeg lægge mine frivillige aktiviteter på hylden og fokusere på mine kurser eller gribe muligheden for at komme til at arbejde med mit interessefelt i praksis og dermed nedprioritere mit studium? At dømme ud fra min geografiske position i skrivende stund, Cape Town, er det nemt at regne ud, hvad jeg har valgt.

Vi diskuterer kvalitet i et væk for tiden, og med god grund. Det er ikke længere attraktivt at være studerende først og fremmest, men er det kvaliteten af uddannelserne, der er for dårlig, eller er det fordi, der sættes nye og udvidede krav til de studerende? Får vi simpelthen ikke de rette kompetencer fra studiet? Er det derfor, vi i stigende grad søger at bryde ud af de akademiske rammer? Eller er det de politiske prioriteringer, den er gal med? Jeg er en af dem, der er blevet tvunget til at vælge enten eller, og som følge heraf giver jeg i denne tid pokker i teori og er gået all in på praktisk erfaring. Man må udnytte chancen, mens man stadigvæk kan! Jeg modarbejder hermed regeringens uambitiøse hurtigt-ind-og-hurtigt-ud-af-pølsefabrikken-målsætning, og jeg er ret sikker på, at jeg stiller mig selv væsentligt bedre på et kommende arbejdsmarked af den grund. Jeg bliver ikke blot klogere og mere kritisk, men også gladere, mere motiveret og får en langt skarpere faglig profil ved at modarbejde regeringens målsætninger. ØV!