11.02.2014
Blogindlæg

Den uretfærdige ejendomsret

”Ødelæggelsen og privatiseringen af livet på jorden føles dybt uretfærdig. Men ejendomsretten er grundlovssikret, så jeg kan råbe og skrige lige så tosset jeg vil”.

Af Rasmus Ejrnæs

Oplevelsen af uretfærdighed er en af de stærkeste følelser. Når den oven i købet får følge af magtesløshed, ja så bliver det ikke meget værre. Her giver udtrykket ”gå ud af sit gode skind” pludselig rigtig god mening. Senest ramte det mig som deltager i Danmarks Svampeatlas fra 2009-2013, hvor en gruppe frivillige svampeeksperter har travet Danmark tyndt for at kortlægge så mange svampearter som muligt. En gang blev jeg holdt an ude på vejen af godsejeren, som inkvisitorisk udspurgte mig om mit ærinde og gjorde det klart, at han helst var fri for at nogen snagede i hans skove, og at jeg skulle huske, at jeg ikke måtte gå uden for stier og veje. En anden gang ringede jeg høfligt til en skovejer og spurgte om lov til at gå en tur i hans spændende skov for at kigge efter sjældne svampe. Dette blev blankt afvist – han skulle ikke have nogen biologer til at gå og snuse. Punktum.

Det er egentlig sært, at man kan eje naturen. Sådan en skov med 200 år gamle ege- eller bøgetræer. Træerne er spiret længe før ens egen fødsel og overlever længe efter ens død. I samme skov findes masser af andre organismer, som er lige så gamle eller ældre. Alligevel er den danske natur ejet af nogen - nogen som bestemmer, hvad der skal ske med den, og hvem der må besøge den.

Én ejer elsker grantræer, en anden er vild med at gå på jagt, og en tredje vil dyrke de fineste tømmerstokke. Det er tydeligvis fedt at besidde eller forvalte jord, det giver magt og status. Det er også tydeligt, at det er de færreste ejere som stiller sig selv og deres arealer i livets tjeneste (HURRA FOR DEM!), det er som regel omvendt: Naturen skal tjene ejerens luner. Set i fællesskabets store perspektiv er denne kortsigtede ejendomsretlige afgrænsning af vores levende natur problematisk.

Faktisk gjorde en af ejendomsrettens fædre, filosof og liberalist John Locke (1632-1704), et nummer ud af, at naturen kun kunne inddrages til privat ejendom i et omfang, hvor fællesskabet ikke blev frataget råderum og værdi. På Lockes tid var der jord nok at tage af, så knaphed på naturressourcer var endnu helt hypotetisk. I dag må vi konstatere, at ejendomsretten har annekteret hele molevitten, og at afgørende værdier er fragået samfundet.

Derfor har vi en omfattende lovgivning, som skal beskytte væsentlige fællesskabsværdier mod kortsigtede private interesser. Det har bare ikke løst problemerne. Især ikke for biodiversiteten, mangfoldigheden af liv omkring os. Der forsvinder stadigvæk arter som følge af ejernes kortsigtede luner. Nu har vi fået en national naturfond, som kan købe nogle af de vigtigste naturområder tilbage til fællesskabet. Men det kommer til at koste det hvide ud af øjnene, hvis samfundet skal købe Danmarks natur tilbage fra de ejere og forvaltere, som i dag tænker alt for kortsigtet. Så mange penge er der ikke i sigte.

Ødelæggelsen og privatiseringen af livet på jorden føles dybt uretfærdig. Men ejendomsretten er grundlovssikret, så jeg kan råbe og skrige lige så tosset jeg vil. Det gør jeg så, i min harme og magtesløshed.