06.09.2017
Blogindlæg

Blog: Du skal gå på kompromis i en verden, der hævder, den er kompromisløs

"I virkeligheden er en af de største tilpasninger, man skal lære som akademiker i en privat virksomhed, at man faktisk skal gå på kompromis hele tiden", skriver Dennis Nørmark.

Af Dennis Nørmark
”Hos Icomatix er vi markedsførende indenfor komplekse sikkerhedsløsninger til et globalt marked, hvor der ikke er plads til at gå på kompromis med kvaliteten, og hvor kunderne altid kræver det bedste. Vores team er sammensat af de førende eksperter på området og bestræber sig hver dag på at levere det ypperligste indenfor håndtering af opgaver, som kunderne forventer fejlfrit eksekveret til tiden. Vores medarbejdere stræber hver dag på at overgå vores kunders forventninger, og vi er drevet af vores personlige begejstring og iver for at imødekomme kundens behov i et spændende marked, der er under konstant udvikling og kræver de bedste for at tage fødevaresikkerhed to the next level.”

Er du imponeret? Det er også meningen. Det lyder nærmest som om, at Icomatix er en verdensomspændende koncern med datterselskaber i 32 lande og med en medarbejderskare suget ud fra alverdens bedste universiteter. Arbejdsklimaet lyder som et hightech miljø i Silicon Valley og produktet lyder som verdensførende.

LÆS OGSÅ: Humanister har et naturligt bullshit-filter - brug det!

Mere gennemsnitlig end man kan sige højt
Det kan det også godt være, men sandsynligheden for at Icomatix er en mellemstor virksomhed, beliggende i Brøndby eller Brabrand, med ganske almindelige gennemsnitlige ingeniører, der drikker gennemsnitlig dårlig termokandekaffe og går hjem kl. 16.00 er langt større. Som jeg tidligere har berørt det her på bloggen, har moderne virksomheder skabt deres eget sprog, der fungerer lidt som påfuglehannernes fjer eller andre af naturens kunstige forstørrelser: Det skal se imponerende ud for, at kunderne bliver tiltrukket og konkurrenterne skræmt fra vid og sans, og derfor pumpes sproget op til noget, der ved nærmere inspektion kan være langt fra virkeligheden.

Da jeg var ansat i konsulenthuse og skulle holde oplæg eller afholde workshops for ansatte i virksomheder som Icomatix, fik jeg altid på forhånd af vide, at jeg stod overfor nogle af branchens skarpeste hoveder. Deres medarbejdere var altid grænseløst dygtige og blandt de allerbedste indenfor deres område. Den almindelige lov om normalfordeling tilsiger imidlertid, at det ikke kan være rigtigt hver gang, og jeg erfarede da også snart, at disse oversete aspiranter til nobelprisen, i langt de fleste virksomheder, var ganske almindeligt gennemsnitligt begavede.

Grunden til, at jeg nævner dette, er, at mange humanister er vant til at helt andet og præcist sprog, hvor man netop ikke rutter med superlativerne, med mindre der virkelig er noget, som er helt ekstraordinært. Det akademiske sprog er afbalanceret, uden følelser og først og fremmest præcist. Businesssproget er kun lejlighedsvist præcist. En stor del af tiden er det nemlig designet til at imponere.

Det betyder, som jeg tidligere har været inde på, at man som humanistisk ansøger til virksomheden kan føle sig afvist i døren. Men hvad værre er, så giver det også en urealistisk idé om, hvor meget der faktisk forventes i virksomheden.

LÆS OGSÅ: Slap af, de andre ved heller ikke, hvad en organisational change manager laver

Kunsten at nøjes
Det oppustede sprog og talen om den højeste kvalitet, excellence, kompromisløshed og at ”kun det bedste er godt nok”, lyder næsten som idealerne i den forskningsinstitution, man forlod. Men realiteterne, i en privat virksomhed, er ganske anderledes. Her er der sjældent tid eller ressourcer til at opnå den overlegne kvalitet, man udadtil hævder, man står for. Årsagen er den simple, at der også skal være kunder, der har råd til produktet, og hvis man nørder igennem og virkelig laver et så perfekt produkt, som man hævder i sine salgstaler, så ville der næppe være mange, der havde råd til at købe det.

Med andre ord handler rigtig meget i moderne virksomheder om hele tiden at gå på kompromis. Gå på kompromis med kvaliteten af produkter, af medarbejdere, af løsninger og af beslutninger. Problemet er, at man umuligt kan sige det udadtil, og derfor pumpes virksomheden op med sprog, som alle godt er klar over er delvist bluf.

I virkeligheden er en af de største tilpasninger, man skal lære som akademiker i en privat virksomhed, at man faktisk skal gå på kompromis hele tiden, og at man ikke har så meget tid til at finpudse og færdiggøre, som man er vant til. Forestil dig, hvis din vejleder på universitetet sagde, du kun måtte læse 10 bøger til dit speciale. Eller kun opholde dig samlet set 12 dage på et bibliotek. Vanvittigt! På universitetet er tiden til at perfektionere nærmest uendelig, men når først man er på nogens lønningsliste, tæller hver time, og til sidst må man affinde sig med, at noget er tilstrækkeligt, men langt fra et 12-tal. Til gengæld er prisen så heller ikke astronomisk høj.

At arbejde med værdiskabelse i en privat virksomhed er en endeløs række af kompromiser. Problemet er, at man som medarbejder mødes med en retorik, der signalerer det stik modsatte. Derfor er der mange akademikere, der lærer det på den hårde måde, når de nyder at fagnørde med et område, og chefen eller salgsafdelingen bemærker, at ”kunden beder om en folkevogn, og du har altså lavet en Mercedes”. Så indvender du måske at Icomatix ”bestræber sig hver dag på at levere det ypperligste til vores kunder”, hvorefter de smiler forlegent og hvisker dig i øret, at det er jo bare noget, vi siger.

LÆS OGSÅ: Erhvervslivet er universitet vendt på hovedet