11.11.2014
Blogindlæg

Den individualistiske fagforening

Arbejdslivet er i stigende grad et individuelt projekt. Hvis fagforeningerne skal overleve, må også de anlægge en individualistisk tilgang til deres arbejde. Det skriver Henrik West fra DM´s sektion for freelancere og selvstændige.

Af Henrik West

Udfordringen for fagbevægelsen i dag er, at solidaritet skal forstås ud fra en individualistisk tilgang. Vi skal samtidig erkende, at arbejdsmarkedet er så flydende, at traditionelle faggrænser er svære og urealistiske at fastholde. Den såkaldte danske model, som fagbevægelsen har en stor aktie i, er industrisamfundets model. Den bygger på idéen om et kollektiv af faste medarbejdere, hvor løn og arbejdsvilkår fastsættes solidarisk ud fra centralt aftalte standarder. Den model bliver mindre og mindre holdbar, som tiden går, fordi arbejdsmarkedet i dag bygger på de enkelte medarbejderes kompetencer og indsats, som suverænt er afgørende for den værdi, de skaber i arbejdsforholdet. Det er derfor på tide at modernisere og fremtidssikre den danske model, så den kan matche det individuelle, det solidariske og det flydende arbejdsmarked, som konstant vil være i forandring.

Vi kender til kravet om geografisk og arbejdsmæssig mobilitet, men det er langsomt ved at blive suppleret med to yderligere tendenser. Det handler om at være tilpasningsdygtig og hele tiden ændre sine grundkompetencer til de arbejdsmarkeder, der altså konstant skifter karakter, og det handler om, at man skal være i stand til at skifte fra uddannelse til job til uddannelse til arbejdsfri perioder til job til...., for i hele den lange arbejdsdygtige alder at gøre så god fyldest som overhovedet muligt for sig selv og samfundet.  Det er den underliggende filosofi bag den førte politik, når vi taler om arbejdsbegrebet i det postmoderne samfund. Det er også derfor, vi gennem vores længere og længere arbejdsliv skal have mulighed for livslang læring. Det bliver på den måde også et individuelt projekt, hvor man selv skal tage ansvar for en proces, hvor man bruger sin viden og sine kompetencer samtidig med, at man tænker sig ind i den næste fase af sit (arbejds)liv. Denne frisættelsesproces af individet fører nødvendigvis ikke til større frihed for den enkelte, da man konstant udsættes for et ydre tryk fra bla. politikere, institutioner og arbejdspladser, der også forsøger at sætte rammer for den enkeltes udvikling.

Det centrale spørgsmål til os selv, når vi skal fremtidssikre den danske model, vil så primært være:

Hvordan kan vi opbygge en faglig organisation, som konstant kan være gearet til forandring, hvor målet er at understøtte individets gode levevilkår, når kollektivet bliver mere og mere individualiseret?

Et godt bud på begyndelsen på et svar er selvfølgelig at tage påstanden om det individualiserede samfund alvorligt og anlægge en individualistisk tilgang til (fag)foreningsarbejdet. Når nu verden bliver så polariseret, at den må defineres gennem den enkelte, må det være udgangspunktet for foreningsarbejdet. Det er gennem den enkeltes perspektiv, solidariteten skal styrkes både nationalt og internationalt. Det kan virke uoverskueligt, men når man i over 100 år har overlevet som fagbevægelse gennem den kollektive tilgang, må det også være muligt at finde styrken gennem det individuelle livsprojekt.