23.04.2014
Blogindlæg

Dannelse og æstetiske udtryk

STAFET – OM DANNELSE
Kan man blive pædagog uden at kunne synge en sang med børnene? Over det seneste årti er pædagoguddannelsens æstetiske fag timemæssigt blevet beskåret drastisk.

Af Mikkel Høgsbro

Stafetten er grebet, og jeg er i fuld fart på vej ned ad langsiden med citatet fra Folketingets uddannelsespolitiske ordførere rungende i mit hoved, og jeg lægger an til at føre bloglæseren ind i næste sving og videre ind i den musisk/æstetiske og kreativt udviklende faglige krog af pædagoguddannelsen: ”Kvalitet handler om almen dannelse og høj faglighed, om tid til fordybelse og god undervisning og om den studerendes evne til at tænke selvstændigt, kritisk reflekterende og tværdisciplinært”.

Det er flotte ord. Som underviser i et af pædagoguddannelsens æstetisk og kreative udtryksfag – nemlig drama – bliver jeg helt varm om hjertet. For hvor har vi undervisere i netop disse fag dog sukket efter at give de studerende mere tid til almen dannelse gennem de æstetiske udtryk samt faglig og personlig fordybelse i takt med, at skiftende uddannelsesbekendtgørelser har medført en kraftig reduktion i timeantallet på netop disse fag.

I evalueringen af pædagoguddannelsen anno 2007 var dommen klar: De nye pædagoger var blevet bedre til at iagttage, analysere og reflektere, men der var sket et skred i forkert retning i de nye pædagogers kompetencer til at omsætte iagttagelserne, analyserne og refleksionerne til handling. De var blevet dårligere til at skabe gode og udviklende rammer for børn og unge. De var blevet dårligere til at igangsætte. De var blevet dårligere til at give plads til børnenes dannelse gennem æstetiske udtryk i den daglige pædagogik.

Denne dom kom nok ikke bag på mange undervisere inden for pædagoguddannelserne, da de hidtidige aktivitets- og kulturfag timemæssigt i markant grad var blevet beskåret ved omlægning til to-faglige linjefag med godt og vel en halvering af timetallet til følge. Ikke godt for fordybelsen og den gode undervisning.

I min undervisning bliver jeg gang på gang bekræftet i, at arbejdet med de æstetiske udtryksformer (gennem drama specifikt) øger, kvalificerer og bygger oven på de studerendes uddannelsesmæssige og personlige dannelsesprocesser. Jeg oplever, at både de personlige og faglige problemstillinger, de studerende har med sig ind i dramaundervisningen og teaterproduktionen, altid hos den enkelte studerende får et nyt udtryk og et overraskende højt og kvalitativt selverkendelsesperspektiv og -niveau netop gennem arbejdet med det symbolske sprog og det dramatiske udtryk. Den del af dannelsen, jeg hentyder til her, er i denne sammenhæng – helt basalt – nøje knyttet sammen med det enkelte individs egen narrative selvforståelse og udvikling. Hvem er jeg, hvad er jeg god til, og hvordan kan det være, at jeg reagerer, som jeg gør i forskellige relationer?

Undervisningen i de æstetisk og kreative fag bygger på antagelsen, at man kun kan støtte og udvikle andre mennesker i deres kreative og æstetiske dannelsesproces, hvis man selv forstår, mestrer og er bevidst om sin egen. Den enkelte studerendes egen personlige og uddannelsesmæssige dannelse er dermed en grundsten i den pædagogiske profession inden for både småbørnspædagogik, skolefritidspædagogik samt social- og specialpædagogik. Det er dén grundsten, der er under pres i dagens uddannelsestænkning, hvor evidens, høj faglighed, målinger og evalueringer i alle afskygninger overskygger og fortrænger det personlige dannelsesaspekt via de æstetiske faglige tilgange i pædagoguddannelsen. Det giver dårligere pædagoger. Og får man dårligere pædagoger, er vi lige vidt i udviklingen af fremfærdssamfundet. Pædagogen kan dermed ikke spotte og støtte entreprenante og innovative børn og give dem udfordringer nok i deres egen æstetikbårne dannelsesproces. Dermed skabes der ikke borgere, der kan løfte og effektivisere fremfærdsopgaverne.  Og det er uheldigt for hele Danmark, siger politikerne …

På pædagoguddannelsen anno 2014, som skal implementeres pr. september i år, er muligheden for den enkelte studerendes egen dannelse desværre fortsat under pres, så jeg giver stafetten videre med en opfordring til pædagoguddannelsens mange hårdt- og hurtigtarbejdende uddannelsesudviklingsarbejdsgrupper om at gå imod strømmen og insistere på en revitalisering af dannelsesperspektivet i studieordningerne.

Stafetten er givet videre til Thomas Aastrup Rømer, lektor på DPU, Institut for Uddannelse og Pædagogik.

Første indlæg i stafetten: Det danske sprog styrtbløder
Andet indlæg i stafetten: Dannelse og uddannelseskvalitet