15.08.2018
Blogindlæg

Blog: Medlemmerne er dedikerede - de fortjener et godt arbejdsmiljø

"Det er både i arbejdsgivers og medarbejdernes interesse at sørge for, at arbejdsmiljøet spiller – også i travle perioder på arbejdspladsen", skriver Camilla Gregersen i dette blogindlæg om nogle af hendes seneste besøg på DM-medlemmers arbejdsplads.

Af Camilla Gregersen
Sjældent har jeg oplevet så mange forskellige arbejdspladser på så kort tid. Det er private og offentlige, store og små arbejdspladser. Trods forskellighederne er der en slående lighed blandt mine arbejdspladsbesøg: Smilende medlemmer, der er fulde af gode idéer og stolte af deres arbejde. Det er præcis, som jeg håbede, da jeg spurgte på Facebook, om der mon var nogen, der havde tid til, at jeg lagde vejen forbi. Jeg er meget taknemmelig for, at mange velvillige medlemmer har været så søde at åbne deres døre for mig på min arbejdspladsrundtur.

På Bornholm var jeg bl.a. i et gammelt stenbrud i Nexø, som i dag huser Center for Regional- og Turismeforskning. Her mødte jeg medlemmet Julie, der havde pakket sine sager i Nordjylland for at pakke dem ud igen 500 kilometer øst på. Julie var bare et af de mange medlemmer, der mindede mig om, hvordan ens karriere undervejs i livet tager forskellige afstikkere. Og hvor dedikerede DM’s medlemmer er, når der er en spændende jobåbning.

Hvad enten man er kørt med alt sit habengut tværs over landet, eller man har taget springet som ansat flere steder på en gang, som flere og flere gør, er der meget nyt at forholde sig til i arbejdslivet. Nogle gange er det selvvalgt, fordi vi vil udfordre os selv. Andre gange er det et springbræt til en ny tilværelse.

LÆS OGSÅ: Formanden på arbejdspladsbesøg: Lykken ved tværfaglige fællesskaber - og behov for faglige netværk


Men uanset om man arbejder det ene eller det andet sted eller som fastansat eller kombinatorik, har man brug for opbakning og respekt. De steder, jeg har besøgt, hvor ledelsen har givet frie rammer og vist tillid til de ansatte, blomstrer kreativiteten.

Vigtigheden af et godt arbejdsmiljø noterer jeg mig gang på gang på mine arbejdspladsbesøg. Starter man på en ny arbejdsplads, vil det for manges vedkommende være noget af det første, man rapporterer om ved aftensmaden samme dag. ”De virker søde” eller måske endda ”De tog imod mig med en velkomst-morgenmad”. Men det er ikke gjort med velkomstmorgenmad eller et smil en enkelt dag. Et kontinuerligt godt arbejdsmiljø er altafgørende for alle.

Som mennesker bør vi både trives psykisk såvel som fysisk. Det kommer ikke af sig selv. For en arbejdsplads kan nemt blive samlingspunkt for frustrationer eller samarbejdsvanskeligheder, hvis ikke der bliver taget hånd om det hurtigt og professionelt. Det sætter vi i DM ekstra fokus på henover efteråret, hvor vi med en kampagne gerne vil forbedre arbejdsmiljøet i NGO-branchen, hvor jeg desværre har hørt fra en del medlemmer på forskellige arbejdspladser, at det halter på det område. Det skal være slut med dårlig trivsel og rovdrift på de ansatte. Det fjerner arbejdsglæden og engagementet, og derfor er det både i arbejdsgivers og medarbejdernes interesse at sørge for, at arbejdsmiljøet spiller – også i travle perioder på arbejdspladsen.

Jeg glæder mig til at møde jer på de mange arbejdspladsbesøg, som jeg nu starter op nu igen efter sommeren. Vi ses!