26.03.2014
Blogindlæg

Biologerne fik blomsterne

Hvem forvalter naturen? Svaret burde være lige til: Biologerne, hvem ellers? Lægerne kurerer jo sygdomme, politikerne træffer beslutninger, ingeniørerne bygger veje, landmændene dyrker jorden osv. Så det må da være biologerne, som bestemmer mål og midler, når det handler om at bevare landets mangfoldige natur.

Af Rasmus Ejrnæs

Der er efterhånden en del biologer ansat rundt omkring til at kortlægge naturen, overvåge om den har det godt, lave aftaler om naturpleje og holde tilsyn med beskyttelsen.  Alligevel har biologerne ret begrænset indflydelse på forvaltningen af Danmarks natur. Lad mig give et par eksempler.

Skovene har de sidste 200 år været drevet med nytte for øje. Målet var tømmer, brænde og i de senere år også tjenesteydelser som rekreation, fitness, rent vand og rig natur. På trods af de bløde værdiers indtog i retorik og lovgivning, er det stadigvæk langt overvejende skovejere og forstkandidater, som bestemmer, hvordan skovenes natur skal forvaltes. Ministeren rådgives af skovrådet, hvis sammensætning i høj grad afspejler, at skovene er disponeret til nyttig produktion.

Pattedyrene i Danmark betragtes i store træk som potentielt jagtbart vildt. I hvert fald de større dyr som hjortevildt, ræv, hare, grævling, sæl m.fl. Fredning og regulering er i bund og grund bestemt ud fra vildtbiologiske kriterier – altså pattedyr som potentielle jagtobjekter. Det betyder, at vilde dyr betragtes som objekter frem for aktører i naturen. Hjortene bliver fx fodret og forvaltet, som var der tale om produktionsdyr, mens deres potentielle funktioner i en spændende selvforvaltende natur sjældent udforskes.

Vandet i Danmark betragtes i store træk som enten drikkevand, badevand eller overflødigt vand. Og vandet forvaltes derfor ikke af biologer, men af teknologer, som skal sørge for, at vandet kun findes, hvor vi ønsker det, og har den fornødne kemiske kvalitet.

Vi biologer har fået lov at interessere os for den resterende del af naturen – i korte træk er det vilde blomster og små dyr. Og så har vi i stort omfang adopteret de andre discipliners måde at tale om naturen på. Natur er noget som skal plejes, afgræsses og genoprettes. Dyr skal reguleres, bekæmpes og jagtfredes. Og naturens sundhed skal overvåges og fremmes.

Vi danskere kunne ellers få en utrolig rig natur, hvis vi havde modet til at disponere nogle sammenhængende områder til natur og biodiversitet, og hvis vi havde modet til at lade dygtige biologer udstikke rammerne for disse områders forvaltning. Og hvis biologerne havde modet til at tilbageerobre en fagbiologisk naturforståelse, som også omfatter store dyr, naturlig dynamik og skove.

Nationalparkbestyrelserne, Naturstyrelsen og de store jordbesiddende fonde kunne gå foran med et godt eksempel og give biologisk faglighed forrang frem for forstlig, agronomisk, økonomisk og teknologisk faglighed. I dag er biologer alt for ofte nogen, man ringer til, når man skal have legitimitet til allerede trufne beslutninger og gennemførte projekter. Biologisk faglighed skal ind i planlægningsfasen, før det kan blive rigtig godt!