Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Hong Kong, demonstration, September 2020
Politiet i Hong Kong stopper fredlige demonstranter søndag d. 6. september, efter den nye sikkerhedslov er trådt i kraft. Nu er det muligt at forebygge og straffe oprør, løsrivelse, forræderi og indblanding fra udenlandske magter, hvis kommunistpartiet vurderer, at det truer Kinas nationale sikkerhed.
Foto: Zuma/Splash/Ritzau Scanpix

AkademikerPension sortlister investeringer i Kina – men hvad så med Rusland, Filippinerne eller Qatar?

Som den første danske pensionskasse har AkademikerPension sortlistet investeringer i Kina. Amnesty International roser skridtet og opfordrer til, at flere pensionskasser laver samfundsansvarlige investeringer.

Emneord:

Bare tre uger efter pensionsselskabet MP Pension skiftede navn til AkademikerPension, tager pensionskassen nu et historisk stort skridt. Som det første pensionsselskab i Danmark har AkademikerPension nemlig valgt at sortliste Kina fra sin investeringsportefølje. Investeringer i statsobligationer og statsejede virksomheder for omkring 400 mio. kr. i Kina skal dermed sælges og investeres andre steder.

"Vi har længe haft Kina under observation. Det er velkendt, at landet systematisk overtræder menneskerettighederne, og vi kan ikke længere vende det blinde øje til", siger Jens Munch Holst, direktør i AkademikerPension, der administrerer pensionsopsparingen for 140.000 medlemmer.

Skridtet fra pensionskassen skyldes blandt andet Kinas aktuelle sikkerhedslov over for Hongkong, sagen om de op mod en million muslimske uighurer som er blevet sendt i opdragelseslejre, og at Kina flittigt anvender dødsstraf og forfølger minoriteter og politiske modstandere.

Pensionskassen beslutning om at kigge på muligheden for at ekskludere Kina skete tilbage i efteråret 2019. Hvert efterår gennemgår pensionskassen nemlig sine investeringer og kigger på de aktuelle forhold i forhold til de parametre, der investeres efter det kommende år, og nu er beslutningen om Kina så taget endeligt, forklarer direktøren.

”Forholdene i Kina er de seneste år blevet værre og værre på en række områder. Så vi undersøgte over hele foråret og sommeren 2020, om vi kunne ekskludere Kina uden at miste afkast, for vi har en klar politik om, at der skal være balance mellem samfundsansvar og afkast. Og det kunne det, fandt vi ud af,”, siger Jens Munch Holst.

Amnesty hilser eksklusion velkommen

Amnesty International Danmark har længe kritiseret Kinas overtrædelser af menneskerettighederne og hilser da også AkademikerPensions eksklusion af Kina fra investeringsporteføljen meget velkommen.

”Vi efterlyser, at danske pensionsselskaber og virksomheder generelt i langt højere grad kigger kritisk på, hvor deres investeringer er placeret og ikke bare på afkastet. Det er ekstremt vigtigt at tage alvorligt. Derfor er det rigtig godt at se, at AkademikerPension nu vælger aktivt at tage stilling til dette ved at trække sine investeringer”, siger generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling Trine Christensen.

Hun forklarer, at udviklingen i Hong Kong og i den kinesiske provins Xinjiang virkelig er eskaleret. 

”Så det er rigtig positivt, at AkademikerPension kigger kritisk på den udvikling og nu tager aktivt stilling ved at sige fra overfor det. Vi ville virkelig hilse det velkomment, hvis flere pensions- og investeringsselskaber gjorde det samme”, siger Amnestys danske generalsekretær.

AkademikerPension har pt. investeringer i Kina for over en mia. kroner, så det er ikke samtlige af pensionskassens investeringer, som trækkes ud.

”Vi trækker ikke bare investeringer fra kinesiske privatvirksomheder, for det er ikke dem, der nødvendigvis fastholder arbejdslejre og undertrykkelsen af mindretal. Men det er jo et dilemma, for hvornår er en kinesisk virksomhed statskontrolleret eller ej. Det får vi hjælp af eksperter til at vurdere”, siger Jens Munch Holst.

De næste par uger får pensionskassens forvaltere af investeringer besked på at trække investeringer i statskontrollerede midler i Kina. De næste to-tre måneder sælges de ud, så ved årsskiftet forventer pensionskassens direktør, at de fleste statsrelaterede investeringer i Kina er afviklet.

Vi kan ikke sidde på den hvide hest alene og foretage investeringer udelukkende baseret på samfundsansvar

Jens Munch Holst, direktør i AkademikerPension

Virksomheder skal stilles juridisk til ansvar

I Kina er overtrædelse af menneskerettighederne kommet i fokus igen over sommeren, da Kinas regering har vedtaget en sikkerhedslov for Hong kong, der trådte i kraft den 30. juni, som skal sætte en stopper for de massive protester, der har fyldt byens gader det seneste år.

Nu risikerer demonstranter fængsel på op til livstid for at sige deres mening. Amnesty International kalder den sikkerhedslov for den største trussel mod menneskerettighederne i Hong Kongs nyere historie. For nyligt afleverede Amnesty sammen med 320 andre internationale organisationer et brev til FN, hvor de opfordrer til sanktioner mod Kina.

Amnesty arbejder for at få indført bindende regler, der stiller virksomheder juridisk til ansvar på menneskerettighedsområdet. I dag er det nemlig ikke lovpligtigt for virksomheder at identificere, forebygge og adressere deres negative påvirkning af menneskerettighederne, forklarer Trine Christensen. 

”Udviklingen i Kina har været meget negativ i fem år og er nu så alvorlig, at der er brug for at verdenssamfundet siger fra. Det gælder ikke bare vores politikere, men for eksempel også pensionsselskaber, som med deres investeringer kan rykke holdninger. De forvalter jo vores pensioner, og selvfølgelig er afkastet og den enkeltes pension vigtig. Men afkastet bør jo ikke være på baggrund af for eksempel børnearbejde eller grove overtrædelser af menneskerettighederne”, siger Trine Christensen.

Åbnet for Pandoras æske?

Men har AkademikerPension med eksklusionen af Kina fra deres investeringsportefølje nu åbnet for Pandoras æske? For hvad så med pensionskassens investeringer i statsobligationer i lande som for eksempel Rusland, Hviderusland, Qatar, Saudi Arabien eller Filippinerne?

Rusland har Amnesty haft fokus på for blandt andet at forfølge mindretal og krænke borgeres ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, ligesom landet bevidst har bombet skoler og hospitaler i krigen i Syrien.

Hviderusland har Amnesty kritiseret for brutal politivold mod demonstranter, og myndighederne har gennemført massive kampagner for at undertrykke ytrings- og forsamlingsfriheden efter præsidentvalget den 9. august.

Amnesty har også påpeget, at i Qatar er ytringsfriheden urimeligt begrænset, kvinder bliver udsat for forskelsbehandling i lov og praksis, og hvor blandt andet flere hundrede medlemmer af al-Ghufran-klanen fra al-Murra-stammen, en af de største stammer i Qatar, er statsløs. Qatars love diskriminerer lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle, transseksuelle og interseksuelle (LGBTI) individer, påpeger Amnesty.

Og i Filippinerne kritiserer Amnesty Kongressen for at forsøge at genindføre dødsstraf, hvor menneskerettighedsforkæmpere, der er kritiske over for regeringen, i stigende grad bliver chikaneret og ødelagt. Og hvor det fremherskende klima for straffrihed har drevet en stigning i drab på aktivister for deres politiske synspunkter.

Ifølge Trine Christensen er det da også meget svært at finde steder at investere i, som er helt frit for problemer.

”Det gælder for eksempel de lande, du nævner der, men også for eksempel Saudi Arabien, hvor krænkelserne er nogle af de værste. Hvor grænsen går er jo svær at definere, men man skal sætte nogle kriterier op for sine investeringer og være aktiv på sine valg, ligesom man skal være klar til aktivt at kunne forsvare, hvorfor man vil beholde investeringer i lande, hvor der sker grove krænkelser”, siger Trine Christensen.

Når AkademikerPension ekskluderer Kina, betyder det ikke nødvendigvis at pensionskassen også skal ekskludere for eksempel Rusland, Hviderusland og Qatar, hvor der også sker overgreb. Mens pensionskassen ekskluderede Saudi Arabien i 2018, så har den ifølge egen oversigt pt. investeringer for over 105 mio. kr. i Rusland og Filippinerne 

”Vi kan ikke sidde på den hvide hest alene og foretage investeringer udelukkende baseret på samfundsansvar, mens vores medlemmer så risikerer at miste pensionsopsparing. Der skal være en balance, og vi har faktisk allerede ekskluderet 35 lande”, siger Jens Munch Holst.

Kan jo ikke ekskludere hele verden

Når AkademikerPension trækker sine investeringer i for eksempel Kina, så sender det et meget kraftigt signal, påpeger Trine Christensen.

”Det er en meget kraftig markering af, at det, der foregår i Kina, kan man ikke acceptere. Jeg tror, at sådanne skridt tvinger andre til også at forholde sig til spørgsmålet. Forhåbentlig kan det føre til en bevægelse - også uden for Danmark”, siger hun og understreger:

”Mærker lande som Kina, at det slet ikke koster dem på pengepungen eller omdømmet, når de krænker og overtræder menneskerettigheder, så er det indirekte et grønt lys til, at udviklingen bare fortsætter”.

Jens Munch Holst påpeger, at pensionskassen tilgår spørgsmålet om, hvilke lande der kan og ikke kan investeres i meget systematisk. 

”Men vi kan jo ikke ekskludere hele verden. Vi har ekskluderet de lande, som vi mener er værst. Det kan godt være, at vi til efteråret beslutter, at der kommer tre nye lande på listen, mens en ryger af. Der kan komme flyvende udskiftning. Uanset hvad, vil der altid være dilemmaer”.

Han understreger, at man ikke kan være pensionsforvalter udelukkende ud fra spørgsmål om at være moralens vogter.

”Vi er sat i verden for at forvalte vores medlemmers pensionsopsparing og sikre et godt afkast, men så forsøger vi også at gøre det med et samfundssvar”, siger Jens Munch Holst.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Det Nationalhistoriske Museum

Museumsinspektør

Det Nationalhistoriske Museum

Danmarks Tekniske Universitet

Erfaren fundraiser med praktisk ansøgningserfaring

Danmarks Tekniske Universitet

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen