Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Kulturværftet Helsingør, Aspiranterne
Arkivfoto. Som en del af udviklingsprojektet Aspiranterne i Helsingør Kommune skal de syv unge deltagere blandt andet arbejde på Kulturværftet.
Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix

Kommune: Vi bruger kultur til at få langstidsledige unge tilbage på arbejdsmarkedet

Helsingør Kommune hjælper nu unge på offentlig ydelse tilbage til uddannelsessystemet og jobmarkedet ved hjælp af kultur. Ideen er, at andre kommuner skal gøre det samme, siger direktør for projektet, Allan Klie.

Emneord:

I formiddags mødte syv spændte unge op til deres første dag som aspiranter i kulturlivet i Helsingør Kommunens nye udviklingsprojekt Aspiranterne.  

Det næste halve år skal de blandt andet arbejde på biblioteket, Værftsmuseet, M/S Museet for Søfart og Kulturværftet i Helsingør, så de kan få et bedre ungdomsliv og finde fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet. 

Lauritzen Fonden og Helsingør Kommune støtter projektet, der for første gang i Danmark bruger kulturinstitutioner som en del af beskæftigelsesindsatsen målrettet sårbare unge. Projektet er målrettet unge på offentlig ydelse, der er mellem 18 og 25 år, forklarer stifter og direktør for Aspiranterne, Allan Klie.  

”Aspiranterne vil blive tildelt mindre, afgrænsede tekniske eller administrative opgaver på kulturinstitutionerne, som er overskuelige, men samtidig afgørende for produktionen. De behøver altså ikke stå på scenen eller blive kunsterne. Det handler derimod om, at de lærer, at deres indsats betyder noget for andre, og at andre regner med dem. Uanset om man sætter lys til en museumsmontre eller serverer mad for skuespillere”, forklarer Allan Klie, der selv har en fortid som skuespiller og teaterdirektør.

Der er rigtig meget ensomhed i vores verden i de her år, og der kan kultur virkelig hjælpe folk og bringe dem sammen

Michael Mathiesen, formand for kulturudvalget i Helsingør Kommune

Han henvendte sig til Helsingør Kommune med projektet, da han mente, det var det oplagte sted til et sådant projekt.  

”Jeg kender ikke andre kommuner, der er lige så langt fremme i skoene, når det kommer til at bruge kultur i andre dele af kommunen. Helsingør Kommune har i mange år haft et kæmpe fokus på at bruge kultur i de andre forvaltninger. Det er fantastisk”, siger Allan Klie og pointerer, at kommunen har mange kulturinstitutioner samlet på et lille område.  

Vil hjælpe andre i gang  

Ambitionen med Aspiranterne er ikke bare at få flere unge tilbage på jobmarkedet, forklarer Alle Klie. Planen er, at der i løbet af projektets femårige levetid, skal udvikles en forskningsbaseret model, som kan overføres til andre kommuner i Danmark og i Norden.  

”Vi har et kæmpe potentiale i vores kulturinstitutioner, som vi ikke udnytter. Den kreativitet og følelse af fællesskab, som kunsten og kulturlivet giver, kan vi bruge meget mere, når vi tænker beskæftigelse og udsatte danskere. Det viser resultaterne fra satspuljeprojektet Kultur på Recept også”.  

Kultur på Recept

I satspuljeaftalen på sundhedsområdet for 2016-2019 afsatte regeringen og de øvrige satspuljepartier midler til et pilotprojekt om Kultur på Recept.

Kultur på Recept skulle med udgangspunkt i erfaringer fra Region Skåne i en dansk kontekst afprøve, hvordan kulturelle aktiviteter kunne indgå i de kommunale forløb, der bliver tilbudt langtidssygemeldte borgere med let til moderat depression, angst og stress.

Der blev afsat 8 mio. kroner i perioden til puljen. Aalborg Kommune, Silkeborg Kommune, Nyborg Kommune og Vordingborg Kommune fik tildelt penge fra puljen til projektet.

Evalueringen af projektet viser, at otte ud af 10 deltagere har oplevet, at deres helbred er forbedret efter et 10 ugers forløb, og 3 ud af 4 har vurderet, at kultur på recept i høj eller nogen grad har forbedret deres trivsel.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Hele projektet koster 10 mio. kr., hvoraf 2 mio. kr. går til et forskningsprojekt, som ledes af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet. 

I Helsingør Kommune er formand for kulturudvalget Michael Mathiesen (K) glad for udviklingsprojektet.   

”Da jeg første gang hørte om Aspiranterne for 2-3 år siden, blev jeg rigtig begejstret. Jeg har selv været underviser, så jeg ved, hvor vigtig det er, at unge mennesker kommer ud og oplever at være en del af en sammenhæng. At de får udfordret kreativiteten og fantasien og kan føle, at der er nogen som regner med dem”, siger Michael Mathiesen.  

Han forstår ikke, hvorfor andre kommuner tøver med at bruge kultur i forbindelse med beskæftigelse og erhverv. For ham er kultur ikke flødeskum, det er en vigtig del af samfundskagen. 

”Jeg bruger hele tiden argumentet, at kultur jo også er velfærd. Det mener jeg, at det er. Der er rigtig meget ensomhed i vores verden i de her år, og der kan kultur virkelig hjælpe folk og bringe dem sammen”. 

Aspiranterne

Ifølge Danmarks Statistik er over 10 procent af unge mellem 16-25 år uden en ungdomsuddannelse og uden job. Halvdelen forventes aldrig at forlade offentlige ydelser. I Helsingør kender de godt til denne udfordring. Lige nu står ca. 21 % af ungdomsgruppen mellem 18-24 år uden for ungdomsuddannelse og arbejdsmarked i Helsingør. En stor del af disse unge er derfor på offentlig forsørgelse og har, af mange forskellige årsager, svært ved at finde vejen tilbage til fællesskabet.

Målet med ”Aspiranterne” er – gennem mødet med byens kulturinstitutioner – at styrke de unges robusthed og kreativitet for at imødegå det fremtidige arbejdsmarked.

Første hold med syv unge aspiranter begynder til august, hvor de igennem seks måneder vil indgå i arbejdsfællesskaber på biblioteket, Værftsmuseet, M/S Museet for Søfart og Kulturværftet i Helsingør.

De unge følges af to kreative mentorer og tildeles mindre, afgrænsede tekniske eller administrative opgaver, som er lette at overskue, og som samtidig er afgørende for produktionen. Tanken er, at de unge lærer, at deres indsats betyder noget for andre, og at andre regner med dem.

Kilde: Lauritz Fonden

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Birkerød Gymnasium

Rektor - Birkerød Gymnasium

Birkerød Gymnasium

Dansk Magisterforening

IT/Digitaliseringschef til DM

Dansk Magisterforening

DANMARKS RADIO DR-Byen

Medieforsker med blik for fremtidens tv-indhold

DANMARKS RADIO DR-Byen

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen