Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Foto af Elisabeth Krogh
Afdelingsleder ved Institut for Menneskerettigheder Elsebeth Krogh er imponeret over, hvordan hendes medarbejdere har håndteret coronakrisen. Foto: Privat.
Foto: Privatfoto

Leder: Vi har udviklet et mylder af nye digitale metoder

Rygter om at det er højtuddannede og udlændinge, der har corona, har gjort arbejdet sværere for Institut for Menneskerettigheder i nogle afrikanske landsbyer. Det fortæller Elsebeth Krogh, der er leder i Institut for Menneskerettigheders internationale afdeling. Hun er samtidig imponeret over medarbejdernes hårde arbejde for at holde projekterne kørende.

Emneord:

Jeg er afdelingsleder hos den internationale afdeling ved Institut for Menneskerettigheder. Mit job består i at lede en afdeling på 36 medarbejdere, hvor jeg har ansvaret for at håndtere samarbejdet med vores internationale samarbejdspartnere.

Under coronakrisen har jeg fokuseret mere på personalepleje og personaleledelse, end jeg har gjort tidligere. Det har været vigtigt for mig, da 24 ud af 36 af medarbejderne i min afdeling sidder andre steder i verden. Det gør, at det er vigtigt for mig at vide, hvordan situationen ser ud for dem. 

I starten af perioden med hjemmearbejde brugte jeg en stor del af min dag på at sidde foran computerskærmen. Jeg oplevede en træthed, jeg ikke havde oplevet før, fordi jeg ikke fik de nødvendige pauser. Jeg har været vant til at have uformelle møder ved kaffemaskinen og fysiske møder, hvilket betød, at jeg stadig kunne være lidt væk fra skærmen på trods af, at jeg skulle have kontakt til vores internationale samarbejdspartnere.

Jeg har under coronakrisen haft svært ved at skille arbejde og fritid. Den konstante nyhedsstrøm, de mange møder og hjemmearbejdet betød, at jeg blev nødt til at gøre op med, hvordan jeg arbejdede. Jeg har nu dedikeret et værelse i min lejlighed til et kontor, og jeg arbejder kun, når jeg sidder derinde. Jeg har skrevet private aktiviteter og frokostpause ind i min kalender, så mine kolleger kan se, hvornår jeg arbejder.

Jeg synes, at det er imponerende, hvordan mine medarbejdere har håndteret coronakrisen. Hos Institut for Menneskerettigheder har vi fra start meldt ud, at vi har fuld forståelse for, at medarbejdere med små børn ikke har samme mulighed for at arbejde fuldtid. Jeg har dog oplevet, at mine medarbejdere er fleksible og ansvarsfulde og arbejder så meget som overhovedet muligt. Medarbejderne i Afrika og Asien har også været utroligt kreative og insisteret på, at coronavirus ikke skulle stoppe vores projekter. Der er udviklet et mylder af nye digitale metoder til at gennemføre planlagte aktiviteter og undgå aflysninger.

I nogle landsbyer i Niger florerede der et rygte om, at det kun var udlændinge og veluddannede, der var smittet med coronavirus. Det er et problem, hvis en befolkningsgruppe i et sundhedsmæssigt svagt land ikke tror, at de kan blive smittet med coronavirus.

Elsebeth Krogh

Svært for internationale samarbejdspartnere

Vores internationale samarbejdspartnere har problemer. Vi har blandt andet tætte samarbejdspartnere i Vestafrikanske lande, hvor den digitale overgang ikke har været så simpel, som den har været i Danmark. Det er blandt andet på grund af dårlig internet dækning. 

Vi samarbejder med statslige myndigheder i flere lande i Vestafrika som for eksempel Niger, Burkina Faso og Mali. Coronakrisen har betydet, at vi har haft svært ved at hjælpe flere lokalsamfund. I nogle landsbyer i Niger florerede der et rygte om, at det kun var udlændinge og veluddannede, der var smittet med coronavirus. Det er et problem, hvis en befolkningsgruppe i et sundhedsmæssigt svagt land ikke tror, at de kan blive smittet med coronavirus. Landsbyboerne havde ikke lyst til at tale med vores medarbejdere, når de besøgte dem i byerne, fordi de var bange for, at de havde coronavirus.

Jeg har lært, at de digitale tiltag, vi er blevet tvunget ud i kan være brugbare efter coronakrisen. Vi vil formentlig se færre flyrejser i vores organisation efter krisen, da de digitale virkemidler kan klare meget af det, vi rejste langt for, før samfundet blev lukket ned af coronavirus. Og det er på samme tid positivt for vores klimaaftryk.

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen