Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Svend Brinkmann
Svend Brinkmann er forskertypen, der gerne kaster sig ud i debatter og udtrykker personlige holdninger. Her på Folkemødet 2018.
Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix

Hvilken type er du, når du er i medierne?

Nogle forskere kan lokkes til at mene noget om hvad som helst, andre slås med rædsel ved tanken om enhver spekulation. En ny bog om forskningsformidling opstiller fem idealtyper, som man kan bruge til at reflektere over sin egen rolle, hvis man optræder i medierne.

Emneord:

Der er stor forskel på, hvordan forskere opfatter deres rolle og spillerum, når de optræder i medierne. Spektret går lige fra forskeren, der bruger sin ytringsfrihed fuldt ud til at komme med holdninger om godt og ondt i verden, til den strengt saglige, der udelukkende siger det, som vedkommendes egen forskning har skabt evidens for at sige.

Og hvilken type er du så? Og hvem vil du gerne være? De spørgsmål mener kommunikationsforsker Gitte Gravengaard, at danske forskere med fordel kan stille sig selv.

Hun har netop udgivet bogen “Forskningskommunikation” sammen med den erfarne kommunikationsmand Anders Monrad Rendtorff. Det skriver Forskerforum.

Og en af de øvelser, de har forsøgt sig med i bogen, er at opstille fem “forskertyper”, som man oplever i medierne. De fem typer går fra forskeren, der dybest set helst vil undgå medierne, over den strengt fagligt funderede, der kun udtaler sig på baggrund af forskningsevidens, og til den samfundsdebatterende forsker, der gerne udtrykker holdninger over et bredt felt.

Værktøj til refleksion

Det er ikke sådan, at nogle typer er mere ideelle end andre. Men det kan være en god øvelse at overveje, hvilken type man selv vil være, siger Gitte Gravengaard.

“Vi tænker det som et hjælperedskab, et diskussionsredskab. Det er en praksis, vi sætter ord på, med henblik på at man som forsker kan spejle sig og reflektere: Hvordan vil jeg gerne have, min praksis i medierne skal være?” siger hun.

Typerne er opstillet på baggrund af dels 57 interview med forskere som research til bogen, dels samtaler, som forfatterne har haft med forskere i forbindelse med mange års kurser, foredrag og workshops, og endelig på baggrund af indholdsanalyse af forskeres optræden i traditionelle og sociale medier.

“Vi har simpelthen udført et stykke dataarbejde og fundet de fem idealtyper – vel vidende at man godt kan være lidt den ene eller anden. Der er ikke helt vandtætte skotter. Men når vi fortæller om dem til forskere, oplever vi, at de ræsonnerer rigtig godt. De kan identificere både sig selv og andre forskere i de kategorier”.

Gitte Gravengaard, forfatter til bogen Forskningskommunikation
Gitte Gravengaard, forfatter til bogen “Forskningskommunikation”
Foto: Jeffrey Hunter

Læser og påskriver forældre

Hvad skal man tage udgangspunkt i, når man overvejer, hvilken type man vil være?

“Man skal tage udgangspunkt i, hvilke mål man har med sin forskningskommunikation. Det kan være, at man blot ønsker at fremlægge viden, og så må modtagerne selv drage konklusionerne. Det kan også være, man ønsker at påvirke noget ved at give anvisning”, siger Gitte Gravengaard.

Hun nævner et af bogens eksempler, Stine Liv Johansen, der er lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier på AU og tillige formand for Medierådet.

Bogen gengiver nogle Facebook-opslag, hvor Stine Liv Johansen direkte fortæller læseren, at man skal tale med sine børn om skræmmende indhold på internettet.

“Hun er et eksempel på en forsker med vældig høj faglig status, som ikke er bleg for at sige: Nu bør lovgiverne gøre det her, nu bør forældrene huske det her. Hendes strategi er at være meget tydelig for at give anvisninger til, hvordan man bør handle”, forklarer Gitte Gravengaard.

Hvad er bevæggrunden for at påtage sig den rolle?

“Jeg har ikke interviewet Stine Liv Johansen. Men det, forskerne generelt siger, er: Jeg gør sådan, fordi det er den type rolle, jeg ønsker at spille som forsker. Nogle vil stille deres viden til rådighed og dermed punktum. Andre vil gerne mene en masse. Det handler både om forskerens personlighed og om de forskningstraditioner, de er en del af. Nogle forskningstraditioner er meget normative, andre ønsker overhovedet ikke at være det”.

Varedeklaration er vigtigt
Som eksempel på den samfundsdebatterende forsker har forfatterne i bogen valgt AAU-professor Svend Brinkmann, som er en flittig kommunikatør, ikke mindst på de sociale medier. Her udtrykker han ofte stærkt personlige, normative holdninger. For eksempel kan man jævnligt læse direkte kritik af Dansk Folkeparti på hans profiler.

Det har angiveligt ikke givet Svend Brinkmann de store problemer. Værre gik det for KU-professor Marlene Wind, da hun i 2011 kritiserede en aftale mellem den borgerlige regering og Dansk Folkeparti. Det medførte “en pause fra medierne”, som hendes daværende leder Lars Bo Kaspersen udtrykte det. Så spørgsmålet er, om den samfundsdebatterende forsker risikerer at skade sig selv ved at tage den rolle?

“Det er 48.000-kronersspørgsmålet: Hvor går grænsen? Og det springende punkt er, hvor langt man ønsker at gå væk fra sin egen forskning. Det, der er enighed om, er, at det er vigtigt at varedeklarere. For eksempel ved at slå fast: Der er ikke forskningsbelæg for dette, men hvis du spørger om, hvad jeg tror, så vil jeg forvente sådan og sådan …”, siger Gitte Gravengaard.

 

De 5 forskertyper i medierne

 

  1. Den tilbageholdende forsker – udtaler sig sjældent Hun ønsker typisk at fokusere på forskning og undervisning og kan måske ikke helt se formålet med og værdien af samarbejde med journalister.

  2. Forskeren som individuel fagekspert – udtaler sig kun om sin egen forskning selektiv og påpasselig hvad angår medieoptrædener. Hun ønsker ikke at udtale sig om noget, hun ikke selv har forsket i, og afholder sig konsekvent fra at spekulere.

  3. Forskeren som faglig ekspert – fremlægger forskningsbaseret viden uden at tage stilling strengt fagligt fokus og udtaler sig kun, hvis hun har forskningsmæssigt belæg og kan dokumentere sine påstande ved at henvise til sin egen eller til andres forskning, eksempelvis i faglige analyser af aktuelle problemstillinger.

  4. Forskeren som faglig ekspert med en mening – tager stilling, vurderer og giver anvisninger Udtaler sig om både egen og andres forskning. derudover tager hun, baseret på sin store faglige og forskningsmæssige viden, også gerne stilling til en række aktuelle problematikker og verserende debatter.

  5. Forskeren som samfundsdebattør – engagerer sig i diskussioner af mange forskellige temaer Udtaler sig generelt om en række forskellige emner i medierne – både inden og uden for sit faglige område – og er ikke bange for at italesætte hverken faglige, personlige eller politisk farvede holdninger.

Kilde: “Forskningskommunikation” af Gitte Gravengaard og Anders Monrad Rendtorff

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen