Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Ambassadøren i Marokko, Nikolaj Harris
Nikolaj Harris i lufthavnen den dag, hvor de mange danskere blevet hentet i særfly

Ambassadør i Marokko: Jeg arbejdede 20 timer om dagen

Mange hundrede danskere havde problemer med at komme hjem fra Marokko, da grænserne lukkede midt i marts. Nikolaj Harris, Danmarks ambassadør i Marokko og cand.mag. i historie og samfundsfag, var en af dem, der stod forrest i en operation, der krævede mere end lange arbejdsdage.

Emneord:

Lørdag d. 14. marts fik vi besked på, at Marokkos regering ville lukke for kommerciel flyvning 24 timer senere. Marokko er en populær rejsedestination, og vi havde mange hundrede danske besøgende på tidspunktet, hvor de lukkede ned.

Det betød, at vi måtte slippe alt, hvad vi havde i hænderne for at løse krisen og hjælpe de mange danskere, der var strandet i Marokko. Vi opsatte et kriseberedskab på ambassaden, og udenrigsministeren besluttede at lave en særlig Marokko-taskforce.

Jeg gik fra at have en meget afvekslende hverdag til at gå i kriseberedskab. Før evakueringen skulle jeg blandt andet fremme danske handelsinteresser og afdække alliancemuligheder inden for grøn vækst og grøn energi. Efter Marokko lukkede kommerciel flytrafik var al fokus fra ambassadens side på krisen og de potentielt strandede danskere. Det blev et spørgsmål om, hvordan vi bedst muligt kunne hjælpe dem.

Den næste uge arbejdede vi i døgndrift på en operation, der skulle få danskerne hjem. Vi havde løbende kommunikation med de marokkanske myndigheder om, hvad der var af muligheder. Jeg og resten af medarbejderne på ambassaden arbejdede i døgndrift, enkelte dage op mod 20 timer. I Udenrigsministeriet havde de et hold, der arbejdede om dagen, og et hold, der arbejdede om natten. Det betød, at vi kunne arbejde i døgndrift på at finde løsninger.

Vi begyndte at lægge et pres på Marokkanerne på tværs af EU for at udvide udrejsevinduet, så vi kunne få mere tid til at få evakueret vores statsborgere. Jeg havde selv en del samtaler med mine marokkanske kolleger. For den danske operation betød det meget, at vores udenrigsminister ringede til sin marokkanske kollega for at bede om maksimal fleksibilitet fra Marokkos side. De havde en god snak og det banede vejen for det arbejde, der fulgte efter.

I det hele taget er det supertilfredsstillende at være del af en organisation, som arbejder sammen på alle niveauer i en sådan krisesituation. Presset fra dansk og europæisk side bar frugt, og den marokkanske regering udskød fristen til fredag den 19. marts. Den marokkanske regering krævede dog, at det ikke var kommerciel flytrafik, men særfly, som kun skulle hente strandede statsborgere.

De hektiske dage mundede ud i, at man besluttede at sende to særfly. Vi begyndte en ny fase, hvor vi skulle informere de danske statsborgere om, at der var den her mulighed. Det betød, at der blev ringet op til samtlige danske statsborgere. Samtidig skulle en masse detaljer klarlægges. Hvilke flyselskaber har kapacitet og vilje til at påtage sig den opgave? Hvad koster det? Hvad skal billetten koste? Og hvordan skulle billetten købes? Hvor skal det flyve fra? Hvad med landingstilladelse?

Vi havde et tæt samarbejde med ikke mindst vores nordiske kolleger, der ligesom os arbejdede på løsninger, som kunne komme alle de nordiske til gavn. Det endte med, at vi fik rigtig mange af de strandede danskere evakueret.

En forstående familie

Krisen påvirkede familielivet. Jobbet som Danmarks ambassadør kræver, at jeg har en familie, der har forståelse for, at jeg lige pludselig trækker stikket og stort set ikke kommer hjem i over en uge. Det er samtidig med, at de også oplever stress, fordi skolen lukker, og de ikke må gå udenfor en dør. Det er en del af mit arbejde, og det bliver jeg nødt til at levere på. Men det kan være hårdt for familien, og jeg er ikke altid den mest populære person derhjemme.

Da jeg stod ude i lufthavnen, var jeg glad for, at vi havde fået de fleste hjem til deres familier. Og en lille smule stolt på teamets vegne. Alle dem på ambassaden, men så sandelig også dem i København, som havde arbejdet stenhårdt for dette her. Jeg glædede mig også til at se min egen familie. Det er en af de priser, man betaler for at være i yderste led, men den pris betaler jeg gerne. Nogle dage på jobbet er bare mere meningsfulde end andre. Og den dag i lufthavnen i Marrakesh var én af dem.

Vi har stadig mellem 30 og 40 danskere i Marokko. Vi bruger en del krudt på at være i kontakt med dem, og vi forsøger fortsat at finde løsninger på, hvordan de skal komme hjem, men det er ikke nemt, fordi den marokkanske regering har lukket helt ned for flytrafikken og indført undtagelsestilstand.

Livet på den danske ambassade er præget af Marokkos undtagelsestilstand. De fleste arbejder hjemme på grund af udgangsforbuddet og for at mindske smitterisikoen, så der er meget få på ambassaden.

Vi er begyndt at koncentrere os om andet end corona. Vi skal huske på, at der også er en tid efter coronakrisen. Der er andre interesser, der skal plejes, og vi er lige så stille og roligt begyndt at sætte nogle udviklingsprojekter i gang.

Var artiklen relevant?

Del den med andre ...

Link kopieret!
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen