Gå til sidens indhold
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.
Oprydning efter eksplosion i Skattestyrelsen
Tekniske undersøgelser ved Skatteforvaltningen efter eksplosion København, onsdag den 7. august 2019.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

TR om eksplosion i Skattestyrelsen: "En journalist ville sige, at vi er chokerede"

En kraftig eksplosion ramte Skattestyrelsen i går aftes. Medarbejderne tager situationen med alvor, men også ro, siger akademikernes fællestillidsrepræsentant: "Vi har en myndighedsforpligtigelse, og den fortsætter vi med at leve op til".

Emneord:

Tirsdag aften kl. 22.15 blev Skattestyrelsens bygninger på Østbanegade i København ramt af en kraftig eksplosion, der ødelagde vinduer og metalkonstruktioner. To personer var i bygningen under eksplosionen, men kom ikke til skade. Derudover blev en enkelt person ramt af fragmenter fra sprængningen, har politiet oplyst.

"En journalist ville nok sige, at vi er chokerede. Men på en eller anden måde tager mange det også cool. Man tager det alvorligt, men roligt", fortæller Johanne Nordmann, der er fællestillidsrepræsentant for de cirka 2.800 akademikere i Skatteforvaltningen, herunder omtrent 150 magistre.

Politiet kaldte på et pressemøde i dag hændelsen for et bevidst angreb, der imidlertid ikke havde til mål at skade personer. Det fremhæver Johanne Nordmann.

"Jeg føler ikke, at det er et angreb på os som medarbejdere. Eksplosionen skete kl. 22, hvor man ikke forventer, at nogen er på arbejde. Som jeg hører politiet, anses det som er et angreb på en myndighed, og dermed i min optik på samfundet, men umiddelbart ikke på os mennesker", siger Johanne Nordmann, der understreger, at motivet bag eksplosionen stadig er uklart.

"Det giver en eller anden fælles følelse af, at vi går sgu på arbejde uanset. Vi har en myndighedsforpligtigelse, og den fortsætter vi med at leve op til".

Alligevel går Johanne Nordmann selv og spekulerer på, om bøgerne er faldet ud af reolen på kontoret, når hun møder på arbejde igen.

"Det var virkelig en massiv eksplosion. Og det ér rystende", siger hun.

"Gode reaktioner fra det offentlige Danmark giver ro"

Johanne Nordmann og hendes kolleger i Skatteforvaltningen følger naturligvis sagen i pressen. Gisningerne og rygterne florerer på fuld skrald, som hun siger. Men samtidig fokuserer medarbejderne på det, de selv kan gøre i situationen.

"Det er rart at se, at politiet og statsministeren holder pressemøde. Det er rart at se, at det offentlige Danmark tager det alvorligt. Det giver ro hos os medarbejdere. Så kan vi koncentrere os om det, vi kan gøre noget ved - nemlig fortsætte vores arbejde", siger hun.

"Hvad betyder det her for demokratier? Hvad er budskabet? Hvad bliver det næste? Alle de her usikkerheder ved vi, at de rette mennesker arbejder på at finde svar på”, siger Johanne Nordmann.

Medarbejderne i Skatteforvaltningen fik her til morgen besked om ikke at møde op på arbejde. I stedet arbejder de hjemmefra. Det er endnu ikke afklaret, om situationen er den samme i morgen.

Kort efter eksplosionen begyndte politiet at patruljere ved Skatteforvaltningens mere end 27 øvrige adresser rundt om i landet – en standardprocedure ved den slags hændelser.

Var artiklen relevant?

Del den med andre ...

Link kopieret!
Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Jobannoncer

Roskilde Universitet

Postdoc in Digital Infrastructures

Roskilde Universitet

Professionshøjskolen Absalon

Chef for Uddannelsesservice

Professionshøjskolen Absalon

Arbejdsmiljø København

Digitaliseringskonsulent til Arbejdsmiljø København

Arbejdsmiljø København

Annonce
Accepter cookies for at dette indhold vises korrekt.

Vil du opdateres på, hvad der sker?


Læs om tilmeldingen