"I stedet for automatisk at være fastlåst på universitetet i fem år er tiden til, at vi skal have en ny type af dynamik, hvor unge med en bachelorgrad kan gå ud arbejdsmarkedet, hente den nyeste viden og tage den med tilbage til kandidatstudiet", siger Charlotte Rønhof.
31.10.2017
Nyhed

DI: Der er et arbejdsmarked for bachelorer

Flere virksomheder er ifølge Dansk Industri klar til at ansætte bachelorer, hvis retskravet bliver udvidet, så de studerende ikke mister retten til at læse kandidatdelen, hvis de først tager nogle år på arbejdsmarkedet. Fremtiden kræver, at vi skal væk fra fastlåste kandidatstudier, siger vicedirektør Charlotte Rønhof.

Af Pernille Siegumfeldt

Både England og Tyskland har haft et bachelorarbejdsmarked i årevis. Og Danmark er også moden til det, selv om der fra flere sider er sået tvivl om, hvorvidt virksomheder kan bruge en universitetsbachelor.
Det siger Charlotte Rønhof, som er vicedirektør i Dansk Industri.

En række af de arbejdsgivere, som DI er i kontakt med, er åbne over for at ansætte bachelorer, hvis uddannelsessystemet bliver indrettet efter det, siger hun.

”Vi taler så meget om fleksibilitet og om, at ingen helt ved, hvad der bliver brug for på fremtidens arbejdsmarked. I stedet for automatisk at være fastlåst på universitetet i fem år er tiden til, at vi skal have en ny type af dynamik, hvor unge med en bachelorgrad kan gå ud arbejdsmarkedet, hente den nyeste viden og tage den med tilbage til kandidatstudiet. Nogle bliver måske så grebet af det, de arbejder med, at de beslutter sig for, at de har fået uddannelse nok”, siger Charlotte Rønhof.

Dermed er Dansk Industri helt på linje med både DM samt det politiske flertal på Christiansborg, der nu tegner sig for at ville udvide bachelorernes retskrav og give dem ret til at læse videre, selv om de holder en pause i studierne før kandidaten på op til fem år.

LÆS OGSÅ: Politisk flertal for pause mellem bachelor og kandidat

Det kræver dog nogle ændringer i uddannelsessystemet, hvis det private erhvervsliv skal kunne bruge universitetsbachelorer til noget, påpeger Charlotte Rønhof.

”Selvfølgelig uddanner man ikke halve læger. Og mange andre bacheloruddannelser skal også gentænkes, så de unge ikke kommer ud med en alt for basal ’grundfagspakke’”, siger hun.

Enzymproducenten Novozymes melder sig klar til at ansætte bachelorer, hvis de har de rette kvalifikationer – med den tilføjelse, at virksomheden stadig foretrækker, at medarbejderne har en master eller en Ph.D.

På museerne er det til gengæld svært at se, at der kan opstå et helt nyt bachelorarbejdsmarked. Det siger direktør for Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst.

”Det kan måske give mening på enkelte forløb, for eksempel en udgravning eller et it-projekt, der skal rulles ud. Men generelt er det på humaniora svært at se, at de vil være konkurrencedygtige”, siger Mads Kähler Holst.