06.11.2017
Nyhed

46.000 job kan blive sparet væk, hvis den betalte frokostpause forsvinder

Det offentlige kan undvære 46.000 medarbejdere, hvis man fjerner den betalte frokostpause, viser en analyse, der er bestilt af DA op mod overenskomstforhandlingerne. Men tallene er i bund og grund ubrugelige, siger professor i økonomi: ”Det eneste, der kan siges med sikkerhed, er, at det i første omgang vil øge arbejdsløsheden”.

Af Troels Kølln

Hvad vil det betyde for samfundsøkonomien, hvis landets godt 800.000 offentligt ansatte får frataget deres betalte frokostpause? Det har Dansk Arbejdsgiverforening (DA) bedt den offentlige institution DREAM om at udregne, skriver Politiken. Ikke overraskende viser analysen, at det både ville være godt for statens budgetter og for de private virksomheder.

Hvis staten fjerner de ansattes betalte frokostpause, kan det offentlige undvære 46.000 medarbejdere i 2025, hvilket giver et overskud på de offentlige budgetter på fem milliarder kroner. Og så kan samtlige af de 46.000 personer endda forvente at få job i det private, konkluderer analysen (pdf).

”Når vi øger arbejdstiden for offentligt ansatte, skal der færre offentligt ansatte til at udføre de samme opgaver. Det vil sige, at der vil være folk, som der ikke længere er brug for, og de finder så arbejde i den private sektor. Og på lang sigt bliver der skabt flere arbejdspladser i den private sektor”, forklarer specialkonsulent Thomas Nyvang Dalgaard, der lavet analysen, til Magisterbladet.

”På kort sigt er det virksomhedernes efterspørgsel på arbejdskraft, der påvirker beskæftigelsen, men på lang sigt afhænger beskæftigelsen af, hvor meget arbejdskraft man kan ansætte i virksomheder – altså arbejdsudbuddet. Det er det, vi har regnet på”, siger han.

Men det er en noget tyndbenet analyse, mener professor i økonomi, Jesper Jespersen. Regnestykket, der tager udgangspunkt i en gennemsnitlig øget arbejdstid for offentligt ansatte på to timer, glemmer nemlig en lang række relevante faktorer, siger han.

”Det her er simpel procentregning, som jeg kunne gøre på bagsiden af en A4-kuvert. Det eneste, der kan siges med sikkerhed, er, at det i første omgang vil øge arbejdsløsheden tilsvarende. Resten af regneriet minder mig mest af alt om et svar fra oraklet i Delfi - uforståeligt for almindelige mennesker”, siger Jesper Jespersen, der er professor i økonomi ved Roskilde Universitet.

”For eksempel går man ud fra, at de ansatte ikke laver noget i deres frokostpause. Men jeg ved bare fra mig selv, at jeg mange dage spiser frokosten på mit kontor på grund af arbejdspresset. Alene det siger, at man ikke kan lave sådan en mekanisk udregning”, siger han til Magisterbladet.

Det grundlæggende problem med DREAM-modellen er, siger Jesper Jespersen, at man forudsætter såkaldt fuld beskæftigelse: at der aldrig er mennesker, som er ufrivilligt arbejdsløse.

”Hvis der pludselig står 46.000 tidligere offentligt ansatte på gaden, må man besvare spørgsmålene: Hvor og hvordan skal jobbene til dem blive skabt? I DREAM-modellen er det alt for simpelt, for her antages det, at der altid er fuld beskæftigelse, hvilket gør disse beregninger virkelighedsfjerne. Alene en blanding af sund fornuft, empirisk erfaring og økonomisk viden fortæller os jo, at jobbene ikke opstår af sig selv”, siger Jesper Jespersen.

Det burde enhver seriøs samfundsøkonomisk forsker sådan set ikke være i tvivl om, mener han.

”Prøv blot at kaste et blik på den danske arbejdsløshedsstatistik igennem de seneste 40 år. Det antal år, der blot minder om fuld beskæftigelse, kan tælles på én hånd”, siger Jesper Jespersen.

LÆS OGSÅ: Løse antagelser bag regeringens SU-regnestykke

Thomas Dalgaard, I antager i analysen, at arbejdsudbuddet øger beskæftigelsen. Hvorfor?

”Det er meget komplekst, men det handler grundlæggende set om, at det gør virksomhederne mere konkurrencedygtige på det internationale marked. Jo mere arbejdskraft, der er tilgængelig, jo mere kvalificeret arbejdskraft kan virksomhederne få – og de kan få lige den arbejdskraft, de gerne vil have. Noget andet er, at jo flere der gerne vil have arbejde, jo lavere løn behøver arbejdsgiverne at betale”, siger Thomas Nyvang Dalgaard.

I antager også, at produktiviteten forbliver det samme, selv om arbejdstiden stiger. Kunne man ikke forestille sig, at folk bliver mindre effektive, jo længere de arbejder?

”Når vi snakker om at arbejde fra 37 timer til 39,5 timer, så tror jeg ikke, der findes evidens for, at det vil skade produktiviteten".

I forventer, at alle de beskæftigede vil kunne finde job i det private. Hvorfor?

”Vi antager, at der på det strukturelle plan er et 1:1 forhold, og der er ingen empiri, der modsiger den antagelse. Man kan selvfølgelig aldrig garantere, at det resultat vil stemme 100 procent overens med virkeligheden, da det jo ikke er en eksakt videnskab, vi bygger beregningerne på. Men hvis vi for eksempel ser på de seneste 5-10 år, har der været smalkost i det offentlige, og folk har alligevel fundet job på det private arbejdsmarked”, siger Thomas Nyvang Dalgaard.

Økonomiprofessor Jesper Jespersen giver imidlertid ikke meget for argumentet om, at empirien understøtter en tanke om, at jobbene automatisk følger det øgede arbejdsudbud.

”Det er en empiri, som i en lang grad er udfordret. Det hænger på nogle ganske få studier, hvor de undertrykker nogle af de usikkerhedsfaktorer, som en hæderlig forskning ville påkræve”, siger Jesper Jespersen til Magisterbladet.