03.11.2017
Artikel

En klar sexchikanepolitik er første skridt

Sexchikane på arbejdspladsen handler oftest om at udøve magt. Men hvad skal der til for at dæmme op for problemet? Fire eksperter giver deres bud efter #metoo-kampagnen.

Af Farhiya Khalid
I flere lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, har fx uddannelsesinstitutioner en nedskreven politik om sexchikane. På universiteter som Cambridge og Oxford i England, Humboldt Universitet i Tyskland og Lunds Universitet i Sverige kan man finde nedskrevne politikker og handleplaner mod sexchikane på institutionernes hjemmeside.

Det har danske arbejdspladser derimod ikke en tradition for, og det er et problem, for det er et vigtigt skridt på vejen mod at mindske sexchikane, siger flere eksperter til Magisterbladet.

Anette Borchorst er køns- og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, og hun fortæller, at der er en tendens til at glemme, at sexchikane stadig kan være et problem på en arbejdsplads, selv om der ikke kører en sag.

Hun mener, det er et vanskeligt område, fordi det ofte handler om over- og underordnede, der er i ulige magtforhold, fx ph.d.er og vejledere, hvor der er et afhængighedsforhold, der kan gøre det svært at sige fra.

“Derfor er det vigtigt med et sted, hvor man kan slå op og finde ud af, hvem man kan henvende sig til, og muligheden for i første omgang at kunne henvende sig anonymt. Jeg mener, det er vigtigt at have en klar sexchikanepolitik på området, ligesom man har en antimobningspolitik mange steder”, siger Anette Borchorst.

Anette Borchorst mener også, man bør have sexchikane på dagsordenen i uddannelsen for tillidsrepræsentanter og i den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse for arbejdsmiljøansvarlige, herunder lederne. For uden ledelsens opbakning mener hun ikke, der kan ske en ændring.

“Der skal også udvikles værktøjer til, hvad man som kollega kan sige eller gøre, hvis man overværer sexchikane, og hvordan der skabes et rum, hvor man kan konfrontere en kollega og sige: Det er ikke o.k. opførsel”, siger Anette Borchorst.

Rådene kommer i kølvandet på #metoo-kampagnen, der i oktober måned for alvor satte sexchikane og overgreb på dagsordenen i den offentlige debat. Hashtagget kunne læses på mange menneskers sociale medier i efterårsferien, og ordene var skrevet af kvinder verden rundt, der ville dele deres erfaringer med seksuelle forulempelser og overgreb.

På en enkelt uge blev #metoo skrevet i omkring 1,7 millioner tweets, Facebook- og Instagramopdateringer for at berette om sexchikane og overgreb på fx arbejdspladser, uddannelsesinstitutioner og offentlig transport. Bølgen af erklæringer har ført til debat om skam, tavshedskultur og “negative maskulinitetsformer”, mens nogle mænd har brugt hashtagget til at vise solidaritet med de krænkede.

Maskulinitet
Steen Baagøe Nielsen, der er maskulinitetsforsker på Roskilde Universitet, forklarer, at sexchikane handler om magt, og at det for mænd hænger sammen med forståelser af maskulinitet, der har formet, hvad mænd traditionelt har kunnet tillade sig – eller har taget sig ret til.

“At være “en rigtig mand” indebærer også, at man går med til at understøtte en bestemt form for magthierarki, nærmest som en fælles eller kulturel pagt, hvor man – og mænd især – accepterer grænseoverskridelser”, siger Steen Baagøe Nielsen.

Steen Baagøe Nielsen forklarer, at det netop er denne pagt, man møder, når en persons oplevelse af sexchikane bliver gjort til noget “ikke særligt” af den, som krænker.

“Derfor må denne pagt og de kønskulturelle forestillinger, som den bygger på, også adresseres, når man ser, hører eller bemærker noget, som ikke er i orden”, siger han.

Maskulinitetsforskeren mener, det kan være svært at lave en håndbog på området, der faktisk virker. Han mener, at det langt hen ad vejen er vigtigere at blive opmærksom på og tale om problemet.

“Skal der for alvor ændres noget, må man søge at komme i tale med dem, der krænker. En dimension er at få sagt fra, men det næste er at få dem til at indse, at de overskrider en grænse”, siger Steen Baagøe Nielsen.

Tal om det i fredstid
Kønsforsker ved Roskilde Universitet Karen Sjørup forklarer, at det kan være svært at sige fra over for sexchikane, fordi det kan føles, som om man bryder med solidariteten på arbejdspladsen ved at fremsætte en anklage om sexchikane. 

 “Det er i de ulige magtrelationer, at mange af overgrebene ligger, og der kan man stå i en situation, hvor det at tale om chikanen truer ens liv og karriere. Derfor er det vigtigt med en politik og oplysninger om, hvad der er acceptabelt og uacceptabelt, og en procedure om, hvordan man internt kan tage hånd om situationen”, siger hun.

Karen Sjørup fortæller, at Universitetet i Oslo fx har haft en opmand på området, som man kunne henvende sig til, hvis man oplevede sexchikane. 

“Det er vigtigt med en arbejdskultur, hvor man åbent kan problematisere sexchikane. Hvis man ser eller overhører det, skal man henvende sig til den chikanerede og spørge, om der er noget, man kan hjælpe med. Det hører til almindelig kollegial adfærd, så man ikke står alene”, siger hun.

Eva Hultengren, der er arbejdspsykolog, er enig i Karen Sjørups råd og understreger vigtigheden af at tale om sexchikane under “fredstid”.

“Det kan være svært at tage en konstruktiv snak om sexchikane og mulige løsninger, når først fronterne er trukket op”, siger hun.

“Der er også en tendens til, at mænd undskylder for hinandens dumme bemærkninger. Der skal man som mand være bedre til at tage et ansvar for situationen i stedet for bare at se stiltiende til”.

Tror du, en liste over, hvad der kan opfattes som sexchikane, kan gøre en forskel?
“Det vil måske ikke virke, men det er forsøget værd”.

Hvad kunne stå på en sådan liste?
  • “Du klapper ikke dine kolleger bagi”.
  • “Kig din kollega i øjnene, før du kigger på hendes bryster”.
  • “Kald ikke dine kvindelige kolleger for lille ven eller skat”.
  • “Hvis du vil give en kompliment, så spørg først, om hun er interesseret i en”.