22.05.2015
Artikel

Feminisme anno 2015

Er du feminist? Hvilken retning inden for feminismen bekender du dig i givet fald til? Eller sker det, at du overser det “feministiske perspektiv”? Her er et indblik i de vigtigste feministiske dagsordner.

Af Thomas Bøttcher
Den liberale feminist
Mission: Kvindekamp uden stat
Camilla-Dorthea Bundgaard var i 2010 med til at starte Damefrokosten.com, et debatforum for en ny generation af liberalt sindede kvinder, der ville gøre op med det, de så som “velfærdsfeminismens” dominans i ligestillingsdebatten. De såkaldte blå feminister, som de blev døbt, ville definere deres egen feminisme uden at bede staten om hjælp. Det sidste par år har Camilla-Dorthea Bund­gaard dog været mindre synlig som feminismedebattør.

“Jeg har været dødtræt af ligestillingsdiskussionen. Den går i ring og har en tendens til at blive personperfid. Jeg er selv blevet kaldt både husmor og en kold karrierekvinde”.

Camilla-Dorthea Bundgaard er modstander af al statslig regulering, når det komme til køn. På nær ét sted.
“Kvinder kan ikke både føde og gøre karriere, så derfor skal der være en barsel. Men kvoter, særbehandling og øremærket barsel er unødvendigt og uværdigt. Når man lytter til argumenterne, lyder det, som om kvinder får spændt ben overalt, og det kan jeg ikke genkende”.

På den anden side er der elementer i det klassiske feministiske projekt, som Camilla-Dorthe Bundgaard anerkender.

“Det er ikke nogen hemmelighed, at arbejdsmarkedet på godt og ondt stadigvæk er domineret af maskuline værdier. Her skal kvinder ud at kæmpe for det arbejdsmarked, de gerne vil have – på deres egne vilkår. Her kan 1970’ernes basisgruppetankegang og arbejdet med bevidstgørelse være en inspiration. Kvinder skal bevidstgøres om det spil, der foregår, hvis de skal udfordre det. Men det må være kvinderne selv og ikke staten, der gør det”.

Sex-liberal feminisme
Mission: Bekæmpe "slutshaming"
Kvinder skal bestemme over deres egen krop og seksualitet. Hvis de vil klæde sig “slutty” eller have mange partnere, er det deres egen sag. Det mener blandt andre historiker og blogger Nina Søndergaard, der ligesom andre såkaldte prosex­feminister forsøger at gøre op med “skammeliggørelsen” af kvinders seksualitet.

Ifølge prosexfeminis­terne lever det patriarkalske syn på kvinders seksualitet i bedste velgående – også blandt mange feminister, der fortsat ser på kvinden som et passivt objekt uden seksuel lyst.

Kvinder, der klæder sig udfordrende, bliver set ned på af andre kvinder. De opfattes som “ofre” for mænds sexisme frem for selvstændige individer.

“Kvinder skal have ret til det liv, de ønsker, og kneppe alle de mænd, de ønsker”, siger Nina Søndergaard.

I prosexfeministernes optik behøver der ikke at være nogen modsætning mellem at være et respekteret, selvstændigt individ og så det at handle og agere seksuelt. Men her står gængse normer i vejen, hvilket den konservative ungdomspolitiker Nikita Klæstrups “kjole-gate” er et aktuelt eksempel på. Betoningen af kvindes seksuelle frihed gælder også porno og prostitution.

“Sexarbejde kan potentielt være lige så kvindefrigørende som alt andet arbejde. Modstandere siger, det er vold, men har enormt svært ved at påvise de skader, sexarbejdere får. Omvendt må jeg gerne gifte mig, selvom 28.000 kvinder hvert år får bank af deres mand”.

Pragmatisk feminisme
Mission: Bekæmp sexisme
Som næstformand i Dansk Kvindesamfund vil Ulla Tornemand nødig indlemmes i en specifik feministisk retning. Alligevel har hun en hel del tilfælles med tusinder af især yngre kvinder fra hele verden, der de seneste år er blevet optaget af den feministiske sag.

De er uhøjtidelige, bruger deres personlige fortællinger som politisk våben og har opdaget, at internettet kan binde dem sammen i stærke og synlige fællesskaber. Det var blandt andet tilfældet med Everyday Sexism Project, hvor mere end 100.000 kvinder har fortalt om konkrete erfaringer med sexisme. Ulla Tornemand har været medstifter af den danske udgave, men gik i november 2014 ud af projektet for at koncentrere sine kræfter om den aktivistiske platform “Stop Sexisme”, en lukket Facebookgruppe med knap 1.100 medlemmer.

“Her taler piger og kvinder åbent om deres erfaringer og får opbakning til at sige fra. Og det er der brug for. For dagligt hører vi om nye oplevelser med seksuel vold, sexchikane på jobbet eller verbale overfusninger. Og selvom vi er blevet bedre til at stå frem, er der lang vej igen. Ja, vi er faktisk kun lige begyndt”.

Ulla Tornemand nævner blandt andet hashtagget #jegharoplevet, der i løbet af få dage fik tusindvis af kvinder til at fortælle om overgreb på Twitter.

“Kvinder, der fortæller om de her ting, bliver skammet ud og får at vide, at det ikke er noget særligt. Budskaberne kommer især fra mænd, der reproducerer en oldgammel adfærd, der værdisætter kvinders oplevelser lavere end mænds. Det er vi nødt til at komme væk fra. Jeg synes ikke, mænd er forfærdelige eller nogle svin. Jeg elsker mænd. Der er bare noget i vores adfærd over for hinanden, der ødelægger rigtig meget”.

Den brune feminist

Mission: Opgør med offerrollen
Danske, hvide feminister taler gerne om indvandrerkvinder. Om tvangsægteskaber, undertrykkelse og social kontrol. Det er bare meget sjældent, danske, feministiske debattører taler med indvandrerkvinder. Det mener ligestillingskonsulent Uzma Ahmed, der i mange år har arbejdet med indvandrerkvinder og deres rettigheder på Nørrebro. Derfor har hun sammen med kønsforsker Lene Myong og debattør Güzel Tu­ran startet ligestillingsselskabet De Brune Feminister. For de brune kvinder, som hun kalder dem, har brug for at tale deres egen sag.

“Vi skal skabe vores egen fortælling, for som det er nu, oplever brune kvinder, at der bliver talt om os på én måde, nemlig som undertrykte. Fra mit eget arbejde kender jeg til indvandrerkvinders problemer, men vi bliver nødt til at gøre op med billedet af os som ofre. Vi skal tage hånd om vores egne udfordringer”.

Det klassiske eksempel er tørklædet. Brune kvinder med tørklæder ses som undertrykte, selvom de fleste vælger tørklædet af egen fri vilje.

"Vi har brug for at tale med hinanden om den forskelsbehandling og racisme, vi møder på gaden, på arbejdsmarkedet og alle andre steder. Vi har brug for at tale om, hvad det er, vi oplever. Vi skal klæde hinanden på til at tage hånd om vores egne udfordringer. Det skal være en bevægelse indefra”

Omsorgs-feministen
Mission: Drag omsorg for børnene
Mor og far skal tjene penge. Derfor presser staten danske familier til at prioritere lønarbejde over samværet med børnene. Faktisk i sådan en grad, at Danmark er noget nær verdensmester i institutionalisering af børn – 91 pct. af de 1-2 årige passes uden for hjemmet.

Det skader børnene motorisk, sprogligt og socialt, men vi gør ikke noget ved det, mener Anne Kirstine Waage Beck. Heller ikke flertallet af dagens feminister. Det var ellers tilfældet tidligere, siger Anne Beck, som er fundraiser i Bornholms Regionskommune og afgående næstformand i småbørnsfamilieforeningen Samfo.

“Ligestillingsdiskursen i den offentlige debat har kun én retning: Karriere, løn og bestyrelsesposter. Det svarer til en måde at opfatte succes på, som var fremherskende før kvindeopgøret i 1970’erne. Nemlig traditionelt maskuline målsætninger og værdier. Men i 1970’erne mente også feminister, at omsorgen skulle have mere plads, og at kvindefrigørelse også handlede om tid til de nære relationer. Det er bare ikke et feministisk argument længere. Tværtimod får man at vide, at man lider under husmoderidealer, hvis man kæmper for en mindre institutionaliseret børnehverdag”.

Og i dag er der ikke stor forskel på ligestillingsfeminismens og vækstideologiens målsætninger, mener Anne Kirstine Waage Beck.

“Vi skal gå på fuldtidsarbejde, tjene en masse penge og bruge dem på oplevelser og varer og holde gang i økonomien. Børnepasningsområdet, familiebeskatningen og arbejdsmarkedsforholdene betyder, at der ikke er frit valg til at indrette sig som familie. Skattemodellen betyder, at du beskattes hårdere, hvis du har én fuldtidsindtægt frem for to lige store. Du får ingen anerkendelse for at tage dig godt af dine børn, selvom adfærdspsykologer mener, at overdreven institutionalisering af børn er skadelig. De målbare parametre for succes findes på arbejdsmarkedet. Det er helt forkert, for noget af det allermest krævende og udbytterige er omsorgen for dine børn”.

Queer-aktivisten
Mission: Opløsning af den heteroseksuelle samfundsorden
Mads Ananda Lodahl bekender sig til begrebet queer – ikke som i bøsse, men som i skæv og utilpasset. Som queeraktivist er han optaget af ideen om køn og seksualitet som en social konstruktion. Det var 1970’ernes feminister også, men hvor fokus dengang var på kategorierne “mand” og “kvinde” og de dertilhørende traditionelle kønsrollemønstre, er ­queer-betegnelsen mere rummelig og omfatter også homoseksuelle og transpersoner. Mads Ananda Lodahl er dog ikke særlig begejstret for at placere sig selv i en af disse kategorier.

“Jeg er mere optaget af, hvor magten er henne, frem for at være med til at skabe de her små udgrænsede grupperinger, der ikke har magten. Fx taler vi jo om hundredåret for kvinders valgret, men glemmer, at der indtil 1915 var syv forskellige grupper, der ikke havde politiske rettigheder – fruentimmere, folkehold (tjenestefolk, red.), fattiglemmer, fjolser, forbrydere, fallenter og fremmede. Pointen er, at man peger på magtesløshed frem for magt. På dem, der er udenfor, frem for dem, der er inde i varmen. Så i stedet for at jeg som udgrænset skal forklare min egen eksistensberettigelse, vil jeg hellere spørge, hvilken berettigelse magthaverne har”.

Hvilke rettigheder kæmper du for?

“Problemet med rettighedskampen er, at man ofte kræver noget uden at spørge, om den struktur, rettigheden indgår i, er god. Fx er jeg imod homoægteskaber, fordi jeg er imod ægteskabet som institution. Ægteskabet er både patriarkalsk, kapitalistisk og heteronormativt. Så hvis man kæmper for homoseksuelles ret til at blive gift, så anerkender man også disse institutioner frem for at sige nej tak. Det gjorde bøssebevægelsen faktisk i 1970’erne. Den tog afstand fra ægteskabet”.

Statsfeministen
Mission: Ligestilling via lovgivning
Kønsforsker og debattør Karen Sjørup er et hadeobjekt blandt yderligtgående liberale. Hun er blevet kaldt betonfeminist, ja selv fascist, og er blevet beskyldt for at ville “smadre det liberale demokrati”. Ubehaget ved Karen Sjørup skyldes, at hun siden 1970’erne har arbejdet for at gøre feminismen til et statspolitisk projekt, og hun sammenligner sig da også gerne med de svenske og norske såkaldte statsfeminister.

Kampen for ligeløn er helt grundlæggende, men Karen Sjørup ser specielt tilbage på kampen for daginstitutioner som afgørende for udbredelsen af ligestilling i det danske samfund.

“Jeg fik børn tidligt, så for mig blev en væsentlig del af feminismen noget så enkelt som at være med til at sikre daginstitutionerne via pragmatisk familiepolitisk arbejde. Fra 1978 til 1982 sad jeg fx i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg og var her med til at få daginstitutioner på banen. Vi var ret rabiate ved at sætte vores børn af på socialdirektørens kontor og den slags ting. Men daginstitutionerne har været afgørende i forhold til at få danske kvinder ind på uddannelser og ud på arbejdsmarkedet”.

Udfordringerne med at finde balance mellem familie- og arbejdsliv er ikke forsvundet, påpeger hun. Det gælder blandt andet i forhold til de mindste børn.

“Vores børn får mere omsorg, end de nogensinde har fået, for der er voksne omkring dem hele tiden. Men de får nok ikke så meget forældrekærlighed i det daglige. Og for de mindste børn kan den institutionelle omsorg ikke erstatte forældrekærlighed, så jeg synes da nok, at unge forældre kan spørge sig selv, om de skal bruge lidt mere tid på de små børn”.