09.11.2017
Blogindlæg

Redaktøren: Nej tak til rundkørselsskrumler!

Snart sagt enhver dansk provinsby har gjort det. Knaldet et rædselsfuldt skrummel af en skulptur op midt i en rundkørsel. Spild af penge. Nogen burde gøre noget, mener redaktøren.

Af Jakob Elkjær
Snart sagt enhver dansk provinsby har gjort det. Knaldet et rædselsfuldt skrummel af en skulptur op midt i en rundkørsel. Spild af penge. Nogen burde gøre noget.

Jeg siger det, fordi jeg synes, vi trænger til en lang og højlydt diskussion af, hvad de offentlige penge til kultur egentlig går til. Hvordan kan det være, at de eneste politiske partier, der for alvor tør sætte kulturstøtten til debat, er Dansk Folkeparti og til dels Liberal Alliance? 

Det tjener dem til ære, for alle andre lister rundt om den varme grød, og der lyder et ramaskrig, hvis man vil diskutere, om Danmark er et stort nok land til sin egen ballet og opera. Det er fy fy, så er man rindalist. Gyldendal, Politiken og Det Kongelige Teater bliver rasende. 

Der er også helt stille omkring kulturen her op til kommunalvalget. Vælgerne er ligeglade, politikerne gider ikke tale om det – heller ikke på de sociale medier – og de lokale medier skriver knap om kulturen, som vi dokumenterer i dette blad.

Vælgerne og medierne vil hellere tale om arbejdsmarkedspolitik, men det er lidt fjollet, for kommunerne er her bundet op på love og regler og kan knap rokke med ørerne. Så er det noget andet med kulturen, hvor der er enorme forskelle på de penge, som kommunerne vælger at bruge. Mens Venstreborgmesteren i Herning har det store læder fremme og kaster 2.291 kr. per borger efter kulturen i Herning, så fedter Odder sig igennem med 940 kr. Her er der faktisk noget at diskutere.

Lad mig lige slå det fast. Jeg er ikke imod kulturstøtte. Jeg synes, at Storbritanniens premierminister Winston Churchill havde ret. Under Anden Verdenskrig foreslog den britiske finansminister, at man skar i kulturstøtten for at finansiere krigsindsatsen.

Winston Churchills svar var angiveligt: “Hvad er det så, vi kæmper for?” 

Men det betyder ikke, at hver eneste krone til kulturen per definition bliver brugt fornuftigt. Kulturstøtten trænger til at blive diskuteret af dem, som knuselsker den. Ellers forstener kulturen. For støtten fremmer det gamle frem for det nye. Den går til de rige frem for de fattige. Den går til de gamles kultur frem for de unges kultur. Den støtter mursten frem for indhold:

Siden Kulturministeriet blev oprettet i 1961 – for 56 år siden – har det været en officiel målsætning, at kulturstøtten skulle brede kunsten ud til hele folket. Det er aldrig sket. Det er dokumenteret til hudløshed.

Kommunerne og staten elsker at bygge kulturpaladser i sten og beton. Det binder kulturstøtten til drift af store kulturinstitutioner frem for at støtte de nye vækstlag, det eksperimenterende og dem, som tiltrækker et bredere publikum.

De nyeste og mest usikre teatre skal år efter år udsættes for en kvalitetsbedømmelse for at få støtte, mens de faste og etablerede får støtte år efter år uden kvalitetsbedømmelse.

Når museer, biblioteker, spillesteder og tv-serier lever bedre op til den erklærede målsætning om at nå ud til danskerne, hvorfor så ikke diskutere, om vi skal have vores egen ballet og opera i Danmark? 

Statsstøtten går primært til de gamle museer, fordi det er hundesvært for nye at blive statsanerkendt, uanset hvor fantastiske de er.

Kulturdiskussionen kører i ring – ja, nærmest i rundkørsel. Den er for vigtig til at overlade til to partier. Så lad os komme i gang, inden valget er overstået.