25.10.2017
Blogindlæg

Min karriere er noget rod - og det er dejligt

Hvis du har tænkt dig at have ondt af mig, fordi jeg arbejder på en anden måde end dig, så drop det. Jeg er meget tilfreds med at være på den såkaldte prekariserede del af arbejdsmarkedet. Jeg klynker ikke, for min situation er nemlig væsentligt mindre prekær end en gennemsnitlig lønmodtager, skriver blogger Hans Stokholm Kjer.

Af Hans Stokholm Kjer

Jeg skal forskåne mine læsere for en gennemgang af mit CV. Men gennem årene har jeg haft alle tænkelige typer af ansættelser. Jeg har været projektansat, løsarbejder, timelønnet, midlertidigt ansat, deltidsansat, fuldtidsansat, fastansat, freelancer, selvstændig med personlig virksomhed, selvstændig med selskab, kontraktansat, løst tilknyttet, vikar og flere af tingene samtidig.

Jeg har fået løn, jeg har fået honorar, jeg har fået provision, jeg har skrevet fakturaer, jeg har lavet byttehandler, jeg har solgt timer på klippekort. En enkelt gang var jeg endda lige ved at komme til at arbejde sort, men det var en fejl.

Jeg har haft nogle rigtig gode år, og jeg har haft nogle rigtig onde år.

Fælles for de fleste ansættelser og hele mit virke som selvstændig har været, at jeg selv har skullet fremtrylle økonomien til mine projekter. Og at jeg ville miste projektet, hvis det mislykkedes. Så selv når jeg har været lønmodtager, har jeg alligevel haft en del af den selvstændiges økonomiske risiko.

Det betyder, at jeg er gået fra projekt til projekt. Nogle projekter har varet få timer, andre adskillige år.

For mange lyder et sådant arbejdsliv utrygt.

Situationen er prekær.

Jeg bliver således en del af det moderne prekariat.

”Hva’ med dig selv?”
Men før du bruger ukvemsord og nedkalder forbandelser over min måde at skrue tilværelsen sammen på, skulle du måske tage et kig på din egen situation – eller måske dit drømmescenarie – som fastansat lønmodtager på fuld tid.

For min situation er ikke prekær.

Som professionel projektmager arbejder jeg stort set kun med ting, som jeg selv finder interessant. Hvis jeg ikke finder et projekt eller et job interessant, så kaster jeg mig ganske enkelt ikke ud i det.

Har du det valg som lønmodtager?

Hvis et projekt rummer uinteressante rutineopgaver, kan jeg i reglen hyre arbejdskraft til at løse dem.

Har du det valg som lønmodtager?

Hvis min indkomst er for lav, kan jeg markedsføre hårdere og sælge noget mere. Når jeg har været træt og vinterbleg, har jeg holdt fri og rejst og løst mine opgaver fra en strandcafé i Spanien.

Har du de valg?

Den mørke side
Nu er det jo ikke lyserødt, det hele. Jeg lever konstant med risikoen for, at det næste projekt glipper. At jeg ikke kan sælge mine ydelser i det omfang, jeg har forventet. At min kunde ikke betaler. At jeg præsterer for dårligt og derved mister mine faste kunder. At konkurrenter tilbyder tilsvarende ydelser bedre eller billigere end jeg.

Og så er der salgsarbejdet, som rider mange selvstændige vidensarbejdere som en mare. Jeg skal konstant pleje mit netværk og afdække potentielle kunders behov. Jeg skal være bevidst om, hvilken værdi jeg kan skabe for andre. Jeg skal synliggøre mine kompetencer.

Men er det så forskelligt fra din situation som lønmodtager?

Du lever vel også med risikoen for, at det går dårligt for den virksomhed, du er ansat i. Og er du offentligt ansat, risikerer du vel også at forsvinde i forbindelse med næste budget. Hvis du præsterer dårligt, placerer du dit navn øverst på listen, når medarbejderstaben skal trimmes. Og de unge er måske både hurtigere og billigere end dig?

Og hvis du bliver ledig, er du ilde stedt, hvis du ikke har plejet dit netværk og synliggjort dine kompetencer.

Set fra min stol, er der ikke så stor forskel på risikoen ved selvstændig virksomhed og lønmodtagerarbejde.

Esset i ærmet
Og så har jeg et es i ærmet, som du aldrig får. I den ene af mine virksomheder har jeg både ansatte og tilknyttede freelancere. Hvis omsætningen svigter over længere tid (hvilket jeg naturligvis ikke håber), må jeg selvfølgelig skille mig af med nogle af virksomhedernes medarbejdere. Freelancerne ryger selvfølgelig først. Herefter må der skæres i det faste personale på en måde, så kerneopgaverne stadig kan løses.

Og det er mig, der bliver fyret sidst!

Har du det valg som lønmodtager?

Hvem er prekær?
Det kan godt være, at min karriere er blevet noget rod, og at din er flot og imponerende. Det kan godt være, at jeg løber en økonomisk risiko, som du er fri for. Men i mine mere end 25 år som professionel projektmager har jeg ikke været ledig én eneste gang.

Så hvem af os er på det prekariserede arbejdsmarked?