13.11.2017
Blogindlæg

"Vi har brug for humanistens semikolde hænder"

Hvordan verdens dårligste idé kom til at bestemme alt, og hvordan humanisten kan rette op på skaden. Blogger Dennis Nørmark fortæller, argumenterer og opfordrer.

Af Dennis Nørmark

For nogle år tilbage var personalet i en israelsk børnehave i Haifa ved at være dødtrætte af forældre, der hentede deres børn for sent, så de indførte en bødeordning hvor forældre skulle betale en mindre sum, hvis de hentede deres børn efter lukketid.

Det virkede ikke, så børnehaven satte prisen op til det dobbelte og oplevede til deres store overraskelse, at dette kun gjorde situationen værre. Nu hentede flere forældre end nogensinde før deres unger for sent.

Her er en anden historie.

Hos Boston Firefighters havde man længe ret til et ubegrænset antal sygedage, men en ny leder bestemte sig for, at dette kunne bringes ned ved at sætte en grænse på 15 sygedage med løn. Da det blev jul og nytår oplevede man, at ti gange så mange meldte sig syge som tidligere.

Normalt havde brandmændene fordelt arbejdet imellem sig og kollegialt opgivet sin plads om familiens juletræ et enkelt år for at en anden kunne få chancen og man selv kunne tage vagten. Men nu var situationen pludselig blevet anderledes? Hvad var der sket?

Hvordan verdens dårligste idé kom til at bestemme alt
Begge historier ovenfor illustrerer, hvordan en grundlæggende antagelse om mennesket har gået sin sejrsgang igennem administrationer og organisationer, i hvert fald de sidste 100 år.

Antagelsen er, at mennesket er grundlæggende to ting; dovne og grådige. Mennesker vil ikke arbejde, de vil ikke opføre sig ordentligt, de vil ikke være sociale, engagerede, moralske og ansvarlige, hvis ikke de bliver belønnet for at være det.

Idéen går under mange navne, Rational Choice eller Homo Economicus, men grundlæggende er den antropologiske grundantagelse den samme. Mennesket vil kun gøre noget godt, hvis det bliver belønnet for det, eller afholde sig fra at gøre noget skidt, hvis det bliver straffet.

Så hvilke fremtrædende psykologer og antropologer har så fundet frem til det? Svaret er: ingen.

Det er filosoffer og økonomer, der står bag denne model. Modellen er nemlig uendelig smuk og simpel. Den reducerer menneskelig aktion til nogle letforståelige ligninger, hvorved handlinger kan styres ved at regulere antallet af gulerødder og piske. Skal man eksempelvis have folk til at hente deres børn senere eller have færre sygedage, skal man straffe dem på pengepungen!

Problemet ved antagelsen er, at den ikke er særlig godt underbygget. Den er en model, som er fantastisk at administrere og tænke efter, men den har bare ikke ret meget at gøre med, hvordan folk faktisk handler.

Antropologer har i øvrigt gjort økonomer opmærksomme på dette i næsten 100 år. Vi har diskret bemærket (igennem tekster som vi kun selv læste), at ingen af de folk, vi har studeret fra Papua Ny Guinea til Sibiriens sletter, opfører sig. som økonomerne påstår. Men økonomer har holdt så meget af modellen at de helt bevidst har lukket ørerne.

Også selv om ikke engang de økonomer og filosoffer, der opfindeligt fandt på teorien, tog den særligt seriøst. De vidste godt, det økonomiske menneske var en forsimplet model. Men igennem årerne faldt forbeholdene fra, og det endte med at blive til en sandhed om mennesket, som stort set alt omkring os efterhånden administreres igennem.

Da økonomerne hjalp til med at ødelægge menneskets moral
Problemet er blot, som de to indledende eksempler så glimrende illustrerer, at teorien i praksis ikke fungerer. Årsagen er, at når man begynder at tro om mennesker, at de alene handler ud fra grådighed og dovenskab, så bliver det til en selvopfyldende profeti.

Hvor forældrene i Haifa tidligere sørgede for, at hente børnene i tide ud fra et socialt ansvar overfor personalet, så indstiftede bøden pludselig den mulighed, at man kunne betale sig fra sit moralske ansvar. Forældrene kunne således retfærdiggøre over sig selv, at de måtte hente børnene for sent, for de havde jo ”betalt”. Således skiftede relationen mellem pædagoger og forældre fra at være et socialt ansvar og til at blive et rent økonomisk.

Økonomer vil naturligvis sige, at alle relationer i forvejen bare er en slags økonomiske transaktioner, men det er, fordi økonomer ikke har den samme indsigt som andre (normale) mennesker har.

Da jeg i sin tid fortalte en økonom om eksemplet fra børnehaven, svarede økonomen, at problemet var, at bøden bare havde været for lille! Et klassisk eksempel på, at alle problemer er økonomiske incitamenter, hvis alt, man har, er en økonomisk hammer.

I øvrigt viser eksemplet, at økonomen også her tager fejl, for bøden blev jo faktisk fordoblet, og det forværrede kun problemet. Nu vil økonomen så hævde, at bøden jo kunne være på en million, men det viser igen økonomers manglende forståelse for, hvilken moralsk skade man gør på mennesker, når man lærer dem, at alt er et spørgsmål om den rette pris eller den rette bøde.

Eksperimenter har nemlig også vidst, at folk generelt begynder at opføre sig dårligere, når de har lært, de skal have penge for at opføre sig godt, hvilket nøjagtig var problemet i eksemplet fra brandstationen. Folk opførte sig tidligere naturligt uselvisk overfor hinanden, men da sygedage pludselig blev noget man kunne ”købe”, så meldte man sig syg til nytår og på juleaften. Man havde købt sig fri af sit moralske ansvar overfor kollegaerne.

Og her kommer pointen til humanisterne
Det meste af den offentlige administration og de fleste virksomheder kører efter økonomernes logik, og deres ekstreme dominans har gjort, at humanister i årtier har holdt mund med deres egne observationer omkring menneskelig adfærd. Nemlig at mennesker bevæges til at handle af meget mere end pisk og gulerod.

Mennesker bevæges til at handle af spørgsmål om moral, af skyld, af skam, af ære, af kærlighed, af ønsket om konformitet, af identifikation, af forsøg på at beskytte egen ære, anseelse og navn. Af liderlighed, af frygt af, fascination, af nysgerrighed og først og fremmest af meningsfuldhed.

Hele denne palette af motivationer er økonomer notorisk blinde for, men fordi humanister beskæftiger sig med menneskelig mening, så kender vi udmærket resten af paletten. Derfor er der mere end nogensinde før brug for, at vi befrier jobcentre, sygehuse, performance management systemer, undervisningsinstitutioner og alt det andet for en ødelæggende, forenklet og ofte totalt forkert antagelse om mennesket.

I den aktuelle debat om kampen mellem kolde djøfere og varme hænder, vil jeg derfor gerne introducere humanistens semikolde hænder. Vi er ikke plejepersonalet eller den trøstende skulder. Vi er til gengæld dem, der kan administrere og forstå mennesker ud fra en langt mere dyb og indsigtsfuld position, end man kan have, når man ser på menneskeheden igennem et excel-ark.

Det er på tide, at vi støder djøferne fra fadet og omskaber den offentlige og private administration således, at den indretter sig på, hvordan folk faktisk opfører sig, fremfor hvordan de opfører sig i teorien.